Søg
wd13_kamera.jpg

YouTube-kanal med børne-tv på vej

    KFUM og KFUK har masser at tilbyde børn, også dem der ikke lige er medlemmer. Derfor lancerer vi en YouTube-kanal med indhold for børn i alderen 6-12 år, og vi søger nu frivillige, der vil være med til projektet.

    70 % af børn i alderen 7-12 år bruger YouTube dagligt, viser en undersøgelse fra Danmark Radio. Her interagerer de med unge YouTube-stjerner, abonnerer på deres yndlingskanaler og ser såkaldte ‘tutorials’ om alt lige fra at bygge LEGO til at lægge makeup.

    Danske ‘Youtubere’ har endda deres eget award-show ‘Guldtuben’, som i 2017 blev afholdt for 3. gang, og som på de tre år er vokset fra 500 til 16.000 gæster - og dertil kommer alle seerne på YouTube.

    Ifølge DR.dk viser en nordisk undersøgelse, at YouTube er den platform, større børn vil savne mest, hvis de skulle undvære en. Det skyldes måske en af YouTubes store styrker, som er, at personerne i videoerne føles som venner i hverdagen, mere end de er distancerede idoler.

    KFUM og KFUK lancerer ny YouTube-kanal

    I KFUM og KFUK har vi et ønske om at møde børn og unge der, hvor de er, og styrke deres livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv.

    Vi har allerede magasinet BRICKS, der sendes 5 gange om året til alle vores medlemmer i alderen 6-12 år.

    Vi mener dog, at vi også har masser relevant indhold at tilbyde børn, der endnu ikke er medlemmer. Og da vi ved, at mange i denne målgruppe er på YouTube, er det et oplagt sted at sætte ind.

    Indholdet skal selvfølgelig hænge sammen med vores formål og vision - en slags BRICKS-tv. Her kan vi tilbyde vores børnemedlemmer relevant indhold og blive set af børn, som endnu ikke ved, hvem vi er.

    Frivillige søges til at være med

    Til at sætte gang i projektet søger vi nu frivillige, der har lyst til at være med. Der er brug for alt lige fra konceptudviklere, værter, reportere, klippere, kameramænd, styregruppe m.m.

    Håbet er at kunne nedsætte en række mindre redaktionsgrupper, der kan arbejde videre med deres egne koncepter, så der kommer forskelligt indhold på kanalen, der afspejler KFUM og KFUK’s mange aktiviteter.

    Det er også muligt at bruge det i børneklubben lokalt, hvis en gruppe ledere har lyst til at lave videoer med børnene i deres forening.

    Projektet skydes i gang med en konceptudviklingsdag den 27. januar, hvor Jacinta Madsen deltager. Hun er kendt fra Monster Busters på Ramasjang og har senest udgivet bogen “Lav selv rullinger”. Hun vil gøre de frivillige skarpere på målgruppen og det at udvikle et godt koncept.

    "Det er en virkelig god idé at være til stede der, hvor jeres målgruppe er i stedet for at vente på, at de kommer til jer. Og der er brug for godt indhold til børn på YouTube," siger Jacinta Madsen, som glæder sig til at være med.

    Se opslaget om at blive frivillig her