Søg
DSC_0134.jpg

Vi er "frivillige tros-amatører"

Generalsekretær Jørgen Kvist har skrevet en artikel til Kirkefondets magasin 'Kirken i dag'. Her beskriver han KFUM og KFUK's 'frivillige tros-amatører' som det mest troværdige, børn og unge kan møde.

Vi lever i en tid, hvor på forhånd givne autoriteter er væk, og hvor vi alle spørger ' what's in it for me'.

Unge og voksne har for tiden fokus på meningsskabelse. Det er meget naturligt, når nu ikke meningen er givet på forhånd. Det skal gi' mening - min uddannelse, mit job, min dagligdag, min familie, mit 'mindset' osv. Denne beskrivelse er på mange måder triviel, men alligevel så basal for kirkens (og alle andres) eksistens- og kommunikationsvilkår, at det er nødvendigt at understrege.

Dertil kommer, at set i et historisk perspektiv er det nye vilkår. Og endelig at netop kirken tidligere var én af de på forhånd givne autoriteter, og én af de sidste til at opdage, at den havde tabt sin gamle autoritet. Man kan blive forpustet i en sådan virkelighed.

Men der er grund til at huske, at mennesker og især børn til alle tider har spurgt efter troværdige voksne med noget på hjertet. Og et kram.

Meningsgivende fortællinger

I KFUM og KFUK forstår vi os selv som dem, der skal fortælle de bibelske fortællinger, så de bliver levende, nærværende og med relevans for børn og unge. Fx har vi lavet en såkaldt ' Myldreplakat', der er en tegning af den 2016-by, vi gerne vil være med til at bygge og leve i.

På tegningen er der børn, der spiller fodbold i frikvarteret; en maler, der tager en pause fra arbejdet; en præst, der møder dåbsforældre; en bedstefar, der sammen med sit barnebarn ligger blomster på graven; en bager, der bager fem brød, mens der svømmer to fisk forbi; og en pædagog, der sammen med børnene spiser madpakker i skoven - eller måske de er i gang med at fejre nadver.

Denne fortælleplakat forsøger at fortælle de meningsgivende bibelske fortællinger i sammenhæng med den store bunke af fortællinger fra vores daglige liv. Min drøm er, at alle børn vil have denne plakat hængende over deres seng, så de kan falde i søvn, mens de er inde midt i de meningsgivende fortællinger.

Se Myldreplakaten

Frivillige tros-amatører

Vores største bidrag til dåbsoplæringen er, at børn og unge kan møde frivillige tros-amatører. Amatør kommer af det latinske ' amare', som betyder at holde af eller at elske.

At være amatør vil sige at gøre det, man elsker eller holder af.

De mange unge frivillige i KFUM og KFUK er sammen med børn og unge, fordi de har lyst til det, og gør det uden at få en krone. De fortæller om kristendom, fordi det er de meningsgivende fortællinger for dem.

Børn og unge møder altså frivillige, der ikke er betalt for hverken at lave aktiviteterne eller for at tro. Frivillige tros-amatører er det mest troværdige, man kan møde.

De Tre Rum

Alt, hvad vi laver, forstår vi indenfor rammerne af De Tre Rum:

  • Fællesskabets rum (body),
  • Dannelsens rum (mind) og
  • Troens rum (spirit).

De tre rum hænger sammen, men skaber samtidig en bevidsthed om, hvordan man er sammen på forskellige måder og under forskellige vilkår. Vores opgave er at være gode til at invitere børn og unge ind i hvert af de tre rum.

Se modellen for De Tre Rum

Fremtidens konfirmandundervisning

Lad mig slutte med et spørgsmål og forslag: Konfirmandundervisningen vil de kommende år forandre sig meget. Ændringerne vil kalde på nye rammer.

Er det Kirkefondet, der går foran og opkøber et fysisk konfirmandcenter i Østdanmark og et i Vestdanmark?

Fra starten eller senere vil folkekirken kunne blive medejer, og de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer vil kunne bidrage med frivillighed og jævnaldrende, der ikke er betalt for at tro.

Læs om magasinet Kirken i dag hos Kirkefondet

wd15_raabekor_gudstjeneste.jpg
Wonderful Days 2016: En frivillig får alle deltagerne med i et råbekor under gudstjenesten søndag. Foto: Daniel Langgaard