Søg
YMCA175.jpg

Vær med til at fejre YMCA's 175-års fødselsdag

    Til august fylder verdens første YMCA 175 år. Det bliver fejret med en stor fødselsdagsfest i London, hvor du har mulighed for at deltage sammen med unge fra hele verden. KFUM og KFUK deltager for at vise, at vi bakker op om YMCA-bevægelsen.

     

     

    Denne sommer er det 175 år siden, at den første YMCA-forening blev oprettet. Det skete i 1844, da George William syntes, at mulighederne for unge mænd i London var for dårlige. Han oprettede derfor et sted, de kunne komme hen, og kaldte det for YMCA. YMCA er en forkortelse for Young Men's Christian Association.

    Vigtigt at vise, at KFUM og KFUK trives

    Siden har YMCA-bevægelsen spredt sig til resten af verden. I dag er der foreninger i 120 lande, og Danmark er ét af dem. Herhjemme bruger vi betegnelsen KFUM og KFUK, som står for Kristelig Forening for Unge Mænd og Kristelig Forening for Unge Kvinder. Nu, 175 år senere, fejres det med en kæmpe festival i London: Stedet hvor det hele begyndte.

    "Det er vigtigt, at vi i Danmark deltager, fordi vi også gerne vil være med til at fejre YMCA sammen med alle andre og dermed vise, at KFUM og KFUK i Danmark trives og har en masse seje unge mennesker, der bakker op om YMCA-bevægelsen," fortæller Christine Ravn Lund, KFUM og KFUK i Sundby.

    Hun er en del af KFUM og KFUK's Udvalg for Globale Fællesskaber. Udvalget står bag KFUM og KFUK's deltagelse i YMCA 175, som er den officielle betegnelse for eventet. Sammen med Katrine Landberg Degn står hun for planlægningen.

    Alle arbejder for det samme

    De sørger blandt andet for, at de danske deltagere løbende kan finde information om tilmelding og praktiske oplysninger på Facebookevent YMCA 175 i London.

    Christine Ravn Lund fortæller, at eventet giver flere fra KFUM og KFUK mulighed for at opleve, at de arbejder for det samme som unge i andre lande.

    "Det er vigtigt, at vi deltager for at give nogle KFUM- og KFUK’ere mulighed for at møde alle de andre YMCA’s og dermed opleve den store ”YMCA-familie”, og hvad den har at byde på. Vi arbejder for det samme, og det er super fedt at opleve det fællesskab, det giver at arbejde sammen og have fælles identitet på tværs af grænser,” siger hun.

    Deltagere fra hele verden

    Til YMCA 175 kommer der unge fra hele verden. I alt er seks kontinenter og mere end 100 lande repræsenteret. Det bliver fire dage fyldt med energi, visioner og en masse unge, der sammen har det sjovt og bliver klogere på hinanden og de forskellige former for YMCAs, der findes.

    "Det bliver sjovt at fejre YMCA, få nye venner fra hele verden og blive klogere på den bevægelse, vi sammen udgør," fortæller Christine Lund Ravn.

    Festivalområdet er opdelt i tre zoner, inspireret af trekantslogoet: Body, mind og spirit. I zonerne er workshops, lege, sport, konkurrencer, teater, andagt, dans, afslapning og meget mere. Udover disse zoner er der også fællesprogram på festivalen.

    Udover den danske Facebookbegivenhed kan du finde flere informationer på Facebooksiden YMCA175, hvor der løbende kommer videoer og opslag, der varmer op til festivalen.

    Derudover er det også altid en god idé at holde øje med den Facebooksiden KFUM og KFUK i Danmark, hvor der også kommer informationer om den danske delegations deltagelse i arrangementet.

    Vil du med? Så tilmeld dig her senest den 15. april