Søg
3_tanteandante10.jpg

Fra idé til fyrtårn på 10 år: Tante Andantes Hus i Lemvig

Tante Andantes Hus i Lemvig kunne den 1. september 2017 fejre 10-års jubilæum. Huset drives af KFUM og KFUK i Lemvig, men mange flere i Lemvig føler ejerskab, og det er måske netop en af grundene til husets succes.

Indgang til et andet univers

Centralt i Lemvig, lige ved siden af gågaden, ligger et stort hvidt hus, som det er svært at overse. Billeder i vinduerne vidner om, at der sker sjove ting indenfor, men man bliver alligevel overrasket, når først man træder ind.

Pippis plettede hest byder velkommen i entréen, og derfra bevæger man sig ind i et univers af finurligheder, leg, kreativitet og musik.

Toilettet er sjovest at besøge i mørke, for så ser man den selvlysende skrift på væggene. I loftet er udsmykkede potter, og på toiletbordet står 5 tandkrus. De tilhører Tante Andante, Tina Tandbørste, Tante Bastian, frk. Sonne og Askefis. Sidstnævnte bor også på toilettet, hvor hans hængekøje er sat op.

Vi er i Tante Andantes Hus i Lemvig, som fyldte 10 år i weekenden. Det fejrede KFUM og KFUK i Lemvig med en reception fredag den 1. september og en stor fest for byens børn og voksne lørdag.

Kan få stort set alt til at lykkes

Tante Andantes Hus har ikke en administration, men en Gladministration. Og ikke en bestyrelse, men en forstyrrelse. Formanden for forstyrrelsen indtil for et halvt år siden er Lene Abildgaard Knudsen. Hun har været med siden den første spirende idé tilbage i 2006.

“Jeg var vist en af de få, der allerede dengang troede, at vi stadig ville være der 10 år senere, da vi gik i gang med projektet. Men der har også været mange op- og nedture. Interessen har aldrig manglet, men økonomien har været udfordret,” siger Lene Abildgaard Knudsen.

Heldigvis oplever huset stor støtte fra indbyggerne i Lemvig. Hvis nogen har materialer tilovers, ringer de fx og spørger, om de kan bruges i Tantes Andantes Hus, før de smider dem ud. Den opbakning er ifølge Lene Abildgaard Knudsen en væsentlig grund til, at Tante Andantes Hus stadig står her 10 år senere:

“Vi har kunnet gøre det her i Lemvig, fordi rigtig mange har tænkt med. Vi har meget sjældent fået nej, der er altid nogen, der står klar til at hjælpe. Den lokale forankring gør, at vi kan få stort set alt til at lykkes.”

Kendt af børn i Lemvig

Lørdag blev festdagen åbnet med indsejling i Lemvig Havn. På båden var Tante Andante Band Lemvig sammen med bl.a. byens julemand og en af de lokale præster, som selvfølgelig også ville være med.

Ombord var også Henrik Thygesen, der er formand for Familie- og Kulturudvalget i Lemvig Kommune.

“Tante Andantes Hus er blevet en væsentlig del af børnekulturen i Lemvig. Det univers, de inviterer ind i, hvor man er skabende og kreativ, det gør de helt fantastisk. De formår at forny og genopbygge sig, og de kommer med en enorm energi, ikke mindst på grund af de mange frivillige og Tante Andante selv,” siger Henrik Thygesen.

Ifølge ham er Tante Andante et kendt ansigt for de fleste børn i byen på grund af den åbenhed, huset er præget af. Der inviteres ikke kun ind - Tante Andante tager også ud og indgår i samarbejder.

“De stiller op til alt og giver den hele armen. Om det så er med børneteater til kulturnat, koncert med Tante Andante Band til børneåbning af Aarhus 2017 eller et arrangement på havnen - de er altid med, og de er en inspirerende samarbejdspartner,” siger Henrik Thygesen.

Liv i foreningsbygningen

Tante Andantes Hus er ikke kun for børn, det er også et foreningshus, hvor der bliver holdt voksenaftener og Unge Voksne, ligesom Kirkens juniorklub også holder til i de farverige lokaler.

“Det er dejligt, at vi har et foreningshus, der bliver brugt. Der er altid liv i huset, og folk i byen kender det. Det kræver så også, at der er aktive frivillige, for der er altid noget at tage sig til for husudvalget,” siger Karin Sørensen, der er formand for KFUM og KFUK i Lemvig.

Der er måske mange i Lemvig, der ikke tænker på det som KFUM og KFUK’s hus; for dem er det simpelthen Tante Andantes Hus. Det er imidlertid ikke noget formanden ser som et problem.

“Vores logoer står altid sammen, og den kirkelige dimension er ikke noget, vi lægger skjul på. Mange oplever jo også Tante Andante til fx spaghettigudstjenester eller minikonfirmandundervisning. Men ja, det kan da godt være, at der er nogen, der ikke ved, at vi står bag,” siger Karin Sørensen.

Ifølge formanden er der til gengæld en stor fordel ved at have et koncept, der er så kendt i landskabet:

“Det, at Tante Andantes Hus er så stor en del af kulturlivet og kendt af mange, gør det meget lettere, når vi skal skaffe sponsorer. Hvis folk ikke lige ved, hvem KFUM og KFUK i Lemvig er, så ved de det i hvert fald, når vi nævner Tante Andantes Hus.”

Under sponsorløbet lørdag blev indsamlet over 100.000 kr. til Tante Andantes Hus, så måske der er noget om snakken.

Se billeder fra fejringen nederst på siden

 

Om Tante Andantes Hus

Tante Andantes Hus er et koncept, der er udviklet af lærer og cand.phil. i musik Benedicte Riis.

I 2001 besøgte Elin Engholm Knudsen det første Tante Andante Hus i Ebeltoft, og hendes interesse blev vakt. Derfor var hun straks tændt på idéen, da Landsbevægelsen i 2004 opfordrede foreninger til at tænke i koncepter som fx Tante Andantes Hus.

Elin kontaktede KFUM og KFUK i Lemvig, som hurtigt var med på idéen, og Elin blev ansat til at drive huset som Tante Andante. Der er tilknyttet 9 andre figurer og musikere, som hyres ind efter behov, og så er der omkring 40 frivillige tilknyttet huset.

Det har fra begyndelsen været vigtigt, at økonomien hænger sammen uden om KFUM og KFUK i Lemvig via aktiviteter og fondsansøgninger. Opstarten blev støttet med et flot beløb fra Y’s Men i Danmark, mens kommunen sagde nej. I dag får Tante Andantes Hus dog støtte fra Lemvig kommune som en af flere kulturinstitutioner i området.

I marts modtog Tantes Andantes Hus Kulturprisen 2016, som uddeles af Kultursamarbejdet Midt-og Vestjylland. I begrundelsen lød det bl.a.:

”Tante Andante når bredt ud, fordi de selv opsøger både kulturliv, skoler, kirker og andre aktører. På den måde tilfører de konstant noget nyt, og kan løfte deres aktiviteter op på et særdeles højt plan – men altid i børnehøjde. De fortjener al anerkendelse”.