Søg
32476803577_a39ec11f7d_o.jpg

Suppe, steg og is gav MGP-sejr til Ten Sing Kolding

    Ten Sing Kolding løb med titlen for årets bedste sang, da det årlige Ten Sing MGP blev afholdt tidligere på måneden. Sangkonkurrencen satte ny deltagerrekord med over 80 danske Ten Singere og besøg fra Ten Sing Norway.

    Der var rekordmange deltagere, da Ten Sing MGP blev afholdt om aftenen den 16. marts. Mere end 80 danske Ten Singere deltog, og derudover var der 22 gæster fra Ten Sing Norway.

    Selvskrevne sange og flotte præstationer

    Seks Ten Sing-grupper deltog i MGP’et med flere selvskrevne sange, og der var både fest, modulationer og konfetti. Efter flotte præstationer og catchy sange blev der efter en nervepirrende afstemning fundet en top 3.

    3. pladsen gik til Ten Sing 7, KFUM og KFUK i Kjellerup
    2. pladsen gik til Ten Sing Online, KFUM og KFUK i Roskilde
    1. pladsen blev Ten Sing Kolding med sangen ”Suppe, Steg og Is”.

    Vindersangen er et modsvar til fancy middage med fin mad. Hellere suppe steg og is og ikke mindst pattegris. 

    Ten Sing Norway på besøg

    Ten Sing Norway, et omrejsende højskoleophold fra Norge med Ten Sing som omdrejningspunkt, var med hele weekenden. Både lørdag og søndag arrangerede de workshops for de danske Ten Singere. De stod blandt andet for danseworkshop og en workshop om, hvordan man laver godt styrearbejde. Styret fungerer i flere Ten Sing-grupper, som deres bestyrelse.

    Lørdag eftermiddag stod Ten Sing Norway for fælleskor, hvor Ten Singere fra hele Danmark sammen lærte en norsk sange og forskellige korstemmer til en sang, der senere blev brugt i Ten Sing Norways show om aftenen.

    Efter Ten Sing Kolding var blevet kåret som vindere af Ten Sing MGP 2019, præsenterede Ten Sing Norway deres show. En spændende time med inspirerende dans, fed musik og skuespil, der satte tankerne i gang hos alle i publikum.

    Kom til en kavalkade af Ten Sing-Koncerter

    Til sommer holder KFUM og KFUK festivalen Wonderful Days. Wonderful Days er en festival med 1000 deltagere primært fra Danmark, men også med deltagere fra andre lande.

    På festivalen kan du opleve Ten Sing-grupperne optræde på den store scene, og der er vist ingen tvivl om, at du vil gå derfra med hæs stemme og ømme dansefødder.