Søg
boernefestival2016_drenge_kfumkfuk.jpg

Rekordmange deltagere til Børnefestival 2016

Over 1.500 børn, ledere og frivillige samledes i weekenden til Børnefestival i Holstebro, hvor fantasien blev sluppet løs for at komme på sporet af det største mysterium i kristendommen.

Succesfuld Børnefestival i Distrikt Nordvestjylland

Planlægningen har været i gang i over et år, men søndag kunne de frivillige arrangører bag Børnefestival 2016 sænke skuldrene og sende over 1.000 glade børn hjem fra en fantastisk weekend i Holstebro.

Børnefestival afholdes hvert andet år, og i år var det KFUM og KFUK i Distrikt Nordvestjylland, der stod bag. De kan samtidig glæde sig over at slå deltagerrekorden med 1.028 børn, 379 voksne og over 100 unge deltagere på Talentfabrikken.

En gruppe på omkring 50 frivillige har knoklet med at arrangere festivalen og bevare det store overblik, mens flere hundrede frivillige hjalp til i weekenden. I alt har 473 frivillige været involveret i årets Børnefestival.

På sporet med mesterdetektiv

Mesterdetektiven Find Spor og børnene har under hele Børnefestivalen været på sporet af påskens store mysterium. Udstyret med sin lup har Find Spor fundet alt fra æsellort, tornekroner og engle op af sin tilsyneladende lille kuffert.

I sin søgen efter Jesus Kristus og Guds rige har Find Spor mødt en række personer fra Bibelen, men undervejs har der også været forstyrrende – omend underholdende – telefonopringninger fra mor.

Børnene har også selv været på jagt efter påskespor og oplevet centrale begivenheder fra påskens budskab – de har fx fået vasket fødder og delt brød med hinanden.

Besøg på efterskoler

Fem efterskoler i det nordvestjyske med tilknytning til KFUM og KFUK åbnede lørdag eftermiddag dørene for Børnefestivalens deltagere.

Hold på ca. 270 børn blev kørt til henholdsvis Rydhave Slots Efterskole, Hardsyssel Efterskole, Nr. Nissum Efterskole, Nøvlingskov Efterskole og Hestlund Efterskole.

Her stod eleverne for aktiviteter som en del af deres lederuddannelse, og både elever og skoler fik vist, at der også i efterskolemiljøet er spor af KFUM og KFUK.

Højt sus og dyb stilhed

Gråkjær Arena har været samlingspunktet under Børnefestival. Arenaens tag har været ved at lette, når samtlige deltagere skrålede med på festivalsangen ’På sporet’, eller når latteren ikke ville stoppe under underholdning fra bugtaler Peter Nørgaard eller ballonmand Asger Fonnesbech.

Da børnene fra Den Kongelige Balletskole i Holstebro indtog gulvet, fik fascinationen over dansen omvendt stilheden til i et moment at sænke sig over deltagerne.

Et særligt øjeblik var også, da børn og voksne gav hinanden massage, og der sænkede sig en stilhed og koncentration i hallen, som var til at mærke.

De mange deltagere kunne trætte tage fra Børnefestival 2016 med et væld af gode oplevelser og med en glæde over at være en del af noget større.

Se mere end 1.000 billeder fra Børnefestival 2016

boernefestival16_fodbad_kfumkfuk.jpg
”Det har været vigtigt for os, at præsten var en naturlig del af Børnefestival, og jeg har derfor haft præstekjolen på, hver gang der var samling i Gråkjær Arena. Det har givet genkendelse og anledning til mange snakke, spørgsmål og kommentarer,” udtaler præst Karen Togsverd, der her vasker fødder på mesterdetektiv Find Spor.
boernefestival16_tanteandante.jpg
Børnene har også haft et frirum under festivalen, hvor de bl.a. kunne prøve menneskefodbold, sumobrydning, Tante Andante (billedet) og pandekagemaskine.
boernefestival16_popcorn_kfumkfuk.jpg
Popcorn regner ned over de 1.100 børn i Gråkjær Arena. Børnefestival afholdes hvert andet år, og det går på tur mellem distrikterne i KFUM og KFUK. Det er endnu ikke fastlagt, hvor festivalen skal afholdes i 2018.