Søg
YE 2015.jpeg

Nyt fag på Silkeborg Højskole skaber sociale entreprenører

Det nye fag 'Change Makers' på Silkeborg Højskole skal tiltrække KFUM og KFUK'ere, der interesserer sig for internationalt arbejde og bæredygtig forandring.

Fokus på social bæredygtighed

Silkeborg Højskole opretter et nyt internationalt hovedfag, som skal tiltrække danske og internationale elever. Faget skal inspirere unge til at skabe en bæredygtig forandring lokalt og globalt.

Faget hedder 'Change Makers og har fokus på projektledelse, kulturmøde, kreative processer, konfliktløsning, teambuilding og FN's verdensmål.

“Vi vil gerne sætte fokus på social bæredygtighed og de sociale forandringer, der sker i Danmark og rundt om i verden. Unge KFUM og KFUK'ere har potentialet til at kunne være med til at skabe den forandring, så derfor har vi oprettet dette nye fag. Dertil kommer, at vi håber på internationale studerende fra hele verden, så vi sammen kan tage livtag med globale udfordringer,” siger højskolelærer Simon Stagis.

Elever fra hele verden

Silkeborg Højskole har allerede elever tilmeldt fra Indien, YMCA Palæstina, Hviderusland og Kenya.

Håbet er at kunne skabe et internationalt miljø, hvor kulturmøde og globale udfordringer ikke blot er noget, vi snakker om, men handler på.

“Silkeborg Højskole har dybe rødder i det folkekirkelige ungdomsarbejde, så vi ser det også som vores opgave at bidrage til den fortsatte lederuddannelse af unge i KFUM og KFUK samt FDF. Derudover vil vi også gerne skabe et internationalt miljø, der kan give unge KFUM og KFUK'ere, FDF'ere og andre elever et globalt udsyn og udfordre vores måde at tænke på,” siger forstander Jacob Zakarias Eyermann.

Change Makers starter op i august 2018.

Læs mere om det nye fag på Silkeborg Højskoles hjemmeside