Søg
48775804266_ee33a938cd_k.jpg

Nyt Essens-materiale: En lille bog om kirkeåret og kristendommens grundfortælling

    En ny, lille bog om kirkeåret og kristendommens grundlæggende fortælling er i trykken netop nu. Den bliver sendt ud efter påske. Men I kan også finde den i pdf-version allerede nu på Essens' hjemmeside.

    (Foto: Magnus Najbjerg)

    Det nyeste Essens-materiale i KFUM og KFUK er en større sag: Bogen "Kristendommens grundfortælling - en indføring i kirkeårets teologi". Den er skrevet af vores kristendomskonsulent, Morten Stensig Sørensen, og i bogen fører han os ind i kirkeåret og dens særegne fortælling, som er vigtigere, end mange er klar over.

     

    Kristendommen som sammenhængende fortælling

    Morten Stensig Sørensen fortæller om "Kristendommens grundfortælling - en indføring i kirkeårets teologi":

    "Der er mange grunde til, at jeg har skrevet denne bog. Én af de vigtigste er, at der ikke er ret mange bøger, som fortæller om kristendommen som en sammenhængende fortælling. Der er masser af bøger, foredrag og kurser, som dykker ned i kristendommens forskellige temaer. Men det er faktisk svært at finde en kort og relativt enkel indføring i kristendommens grundlæggende fortælling. Én, som skaber sammenhæng og aha-oplevelser. Det, synes jeg, har manglet. 

    Morten Stensig Sørensen fortæller også: 

    "Jeg har også skrevet bogen, fordi jeg synes, det er så afgørende vigtigt, at vi som kirkelig organisation engagerer os i verden omkring os, NETOP fordi vi er et gudstjeneste-fejrende fællesskab - om vi så kalder det gudstjeneste, andagt eller andre former for trosrum. Det er en vigtig pointe i bogen, at det er to sider af samme sag, underbygget af en solid teologi. Jeg håber selvfølgelig, at mange vil læse bogen og jeg glæder mig til at høre, hvad folk tænker om den."

     

    Bogen er et vigtigt bidrag til arbejdet med børn og unge

    Essens er et vedvarende fokus for KFUM og KFUKs kristendomsudvalg, KU, og der er to overordnede mål med Essens: Det første mål er at hjælpe frivillige og ledere i KFUM og KFUK til at få en nuanceret forståelse af kristendommen generelt. Det andet mål er at tydeliggøre KFUM og KFUKs tilgang til kristendom. Bogen fokuserer mest på det første mål, selv om der også er perspektiver til KFUM og KFUK i den.

    Formanden for KFUM og KFUKs kristendomsudvalg, Brian Jørgensen, siger om bogen:

    "Bogen er for mig at se et vigtigt bidrag til arbejdet med børn og unge og deres 'livsmod og handlemuligheder i forhold til både trosliv og samfundsliv'. I vores vision 2025 står der at vi i KFUM og KFUK '... tilbyder aktiviteter, der på et tydeligt kristent grundlag møder de behov, som børn og unge omkring os har, ...'. Dette tydelige grundlag, mener jeg, at bogen er med til at udfolde."


    Brian Jørgensen fortsætter: 

    "Det er vigtigt, at vi ledere og frivillige ved, hvilket kirkeligt og teologisk fundament vi som børne- og ungdomsorganisation står på. Jeg læser ikke bogen som en lærebog, hvor der står, hvordan du skal tro. Tværtimod. Jeg læser, at den optegner et arbejdsfelt, der er med til at kridte den bane op, hvor vi som organisation agerer. Og hvor er det befriende at se Bibelens skrifter, vores logo og organisationsfortælling og vores geniale aktiviteter i KFUM og KFUK gå så godt hånd i hånd. Jeg kan varmt anbefale bogen. Og glæder mig til at tale med jer om den ude i vores vigtige KFUM og KFUK verden."

     

    Læs bogen på tryk - eller online

    Efter påske vil "Kristendommens grundfortælling - en indføring i kirkeårets teologi" blive udsendt til alle lokalbestyrelser i to eksemplarer, ligesom andre Essens materialer også er blevet det.

    Du kan også finde bogen på Essens hjemmeside.

    essens_bog-pdfDu kan også downloade bogen direkte her

     

    God læselyst til alle.