Søg
Unge på landsmøde.jpg

Landsmødet er (også) for de unge! 

Der er brug for de unges stemmer og ideér, når vi skal på Landsmøde den 20.-22. november.

Når vi mødes til Landsmøde 2020 på Hotel Nyborg Strand, er det de helt store linjer i foreningens fremtid, vi sammen skal være med til at tegne. Derfor er det vigtigt, at de unges stemmer kan høres, og det plejer heldigvis også at være tilfældet. Da vi mødtes på Landsmødet i 2018, var 174 af alle deltagere under 30 år, og af disse var 20 deltagere under 20 år. Igen i år er der brug for de unges stemmer og idéer, når vi blandt andet skal vedtage mål for de næste to år samt nye vedtægter. 

 

Lad dig inspirere på Landsmøde

Ud over muligheden for at være med i spændende og vigtige debatter og beslutninger, så giver Landsmødet også indspark til den enkeltes engagement i KFUM og KFUK. Vi inspirerer nemlig hinanden, når vi mødes på tværs af lokalforeninger fra hele landet og udveksler gode idéer og historier. For to år siden inspirerede Landsmødet en gruppe unge til at starte koret “Fællesklang” i deres by; det er blevet en kæmpe succes. 

På samme måde bliver vi klogere på den verdensbevægelse, vi alle er en del af, samt de globale samarbejder det afføder. 

 

Skal du på Landsmøde for første gang? 

Uanset om du er garvet bestyrelsesmedlem, eller om tanken om et regnskab skræmmer dig en lille smule, så kan du være med på Landsmødet, og der er rig mulighed for at blive klædt på til at træffe de beslutninger, vi skal træffe! På landsmødehjemmesiden finder du for eksempel landsmødeguides. Her kan du læse om alt det, du skal glæde dig til, om det du og din forening kan forberede jer på og meget mere. 

 

Hvis du er mellem 16 og 19 år, kan du desuden blive en del af gruppen "Brug din stemme". Det betyder, at du på Landsmødet sidder sammen med andre på din alder, og at nogle lidt mere erfarne Landsmøde-deltagere guider dig igennem det hele. Der bliver også mulighed for at mødes med gruppen lige inden Landsmødet for at blive klædt godt på til alt det, der skal ske.

Hvis du vil vide mere, kan du kontakte Christian Blom-Bloch på 60214402 eller cbb@kfum-kfuk.dk  

 

Unge fortæller om deres første Landsmøde

“Jeg synes, det var en kæmpe oplevelse at være med på Landsmødet. Først og fremmest var det en oplagt mulighed for virkelig at fornemme, hvor stort KFUM og KFUK egentlig er, og hvad vi kan som organisation. Jeg havde en klar følelse af, at min stemme blev hørt i mængden, og at jeg rent faktisk var med til at tage beslutninger på vegne af alle unge i KFUM og KFUK!” - Selma Haunstrup, KFUM og KFUK i Aarhus Midtby

 

“Jeg var med på Landsmødet for første gang i 2018 og vidste ikke helt, hvad jeg kunne forvente. Men jeg blev positivt overrasket over, hvor givende det var. Jeg tog hjem fyldt med ideer til min lokalforening og vores klubber. Jeg var meget positivt overrasket over den gode stemning, og over hvor stor en del de unge fyldte på Landsmødet, der jo ellers lyder meget “voksent”” - Maja Sønderby, KFUM og KFUK i Vejle