Søg
48764019231_d8286d06a6_o.jpg

Hvad er kristen zionisme?

    Enhver teologi, som legitimerer Israels besættelse af Palæstina, forvandler evangeliet til en forbandelse for palæstinenserne. Kristen zionisme er sådan en teologi.

    Der har den seneste tid været en debat om zionisme. Anledningen var det palæstinensiske Kairos-initiativ, der kalder på verdens kirker til at tage afstand fra zionismen og Israels tiltagende undertrykkelse af palæstinenserne. Zionisme har op igennem historien både været sekulært og religiøst baseret, enten i en jødisk eller en kristen version. Det er denne kristne zionisme, denne kronik handler om.

    Kristen zionisme findes overordnet i to udgaver. Den første er drevet af en skyldfølelse over kirkens indgroede antisemitisme helt tilbage fra oldkirken: Jøderne var Kristus-mordere. Kirken har spillet en grufuld rolle i jødeforfølgelserne op gennem historien. Først da gruen fra Holocaust for alvor stod klart for alle, tog store dele af kirken et ransagende blik på sit sprog og forholdet til det jødiske folk. Derfor er der i dag blandt kirkefolk en udbredt tilbageholdenhed med at kritisere Israel. Man er bange for at komme til at fremstå antisemitisk. Denne frygt er selvsagt særlig stærk i Tyskland. 

    At ligestille kritik af staten Israel med antisemitisme er imidlertid at hoppe i den modsatte grøft. Skylden over holocaust må ikke ende ud i et moralsk carte blanche for Israel til nye brud på folkeretten og menneskerettighederne. Zionismens bagside er, at dens fremgang sker på bekostning af palæstinenserne - i hvert fald siden besættelsen af Vestbredden i 1967. Siden da har de israelske bosættelser og Israels tiltagende kontrol undergravet palæstinensernes liv og levned. I dag lever palæstinenserne i små isolerede enklaver, der på ingen måder kan kaldes et levedygtigt samfund. Alle andre stater, der handler på denne måde, skal også kritiseres, så hvorfor ikke Israel?

    Den anden form for kristen zionisme er mere kompleks. Dens rødder går tilbage til reformationen, hvor der med protestanternes nye fokus på “skriften alene” opstod interesse for græsk og hebraisk, så man kunne læse Bibelen på de originale sprog. Det Gamle Testamente (GT) blev dermed genopdaget på egne præmisser. Figurer som Abraham, Moses og David erstattede de katolske helgener. Palæstina blev jødernes land, og jøder var pludselig udlændinge, som kom fra Palæstina, selv om langt de fleste jøder i Europa i generationer havde boet i Europa. Den jødiske historie blev Palæstinas historie. Det førte til en større tolerance over for jøder, især i lande med calvinsk kristendom. 

    Reformatorerne opdagede samtidig den for dem temmelig ubehagelige kendsgerning, at GTs pagter og profetier overhovedet ikke nævner Kristus eller kirken. Guds ord og forjættelser var, hvis man tolkede dem fuldstændig bogstaveligt, kun henvendt til det jødiske folk - og evige. Her er vi ved en afgørende skillelinje for det, som senere udviklede sig til kristen zionisme: Reformatorerne indførte den såkaldte typologiske tolkning, hvor Kristus gennemsyrer GT som “type”. Dermed bliver det muligt at erstatte pagternes og profetiernes henvisning til Israel og det jødiske folk med kirken og de kristne. Luther sagde således, at en tekst skal ”drive på Kristus”, for at være evangelisk.

    Kristne zionister opererer ikke med denne ‘erstatningsteologi’, men tolker derimod jødernes tilbagevenden til Palæstina og oprettelsen af staten Israel i 1948 som Guds opfyldelse af sine evige pagter med det jødiske folk. 

    Allerede da kristendommen blev romerrigets officielle religion i 380 e.Kr., forsøgte man at udrydde nogle radikale forestillinger, kaldet for “millenarisme (latin: Millenium = tusind år), baseret på Bibelens profetier og syner om tusindårsriget, fx i Johannes’ Åbenbaring. Augustin skrev således, at man ikke skal tolke disse bogstaveligt, men som en opfordring til den enkelte om at tage sit gudsforhold alvorligt. Reformatorerne fastholdt tusind år senere Augustins linie, men med reformationens fokus på skriften alene skabtes alligevel en skærpet og gennemført bogstaveligt fortolket millenarisme, som ikke fandtes før. Denne såkaldte pre-millenarisme placerer Jesu genkomst ved begyndelsen af tusindårsriget. Her fortolkes Bibelens profetier og syner om endetidens trængsler som en skildring af den konkrete historiske samtid, pre-millenaristerne lever i. Det jødiske folk tildeles desuden en stor og selvstændig rolle i den kristne frelseshistorie. Gud har ifølge deres fortolkning lovet det jødiske folk, at de skal genindsættes i pagtens land, Israel, før Kristus kommer tilbage og indleder tusindårsriget. Det er derfor naturligt, at pre-millenaristiske grupperinger er stærkt kristen-zionistiske. Ved at støtte zionismens projekt, fremskynder man Kristi genkomst og dermed Guds frelse af verden.

    Som nævnt forsøgte de etablerede kirker i Europa at bekæmpe millenarismen, og de fik ofte regenternes hjælp. Derfor forlod mange millenarister Europa og tog deres radikale tro med til Amerika. Det er grunden til, at kristne i USA i dag synes enøjet pro-israelske.  

    Millenarisme forsvandt dog ikke fra Europa, og i 1800-tallet blomstrede den op igen blandt alle de andre vækkelsesbevægelser, der så dagens lys i de år. Her er det værd at nævne Lord Anthony A. Cooper. Han var medlem af det engelske parlament og i familie med den daværende udenrigsminister og senere premierminister, Lord Palmerston. Dette udnyttede Cooper til at arbejde for bedre forhold for jøder i Palæstina. Det var også Cooper, der formulerede zionismens slogan: ”Et land uden folk til et folk uden land”.

    Selv grundlæggeren af World Zionist Organization, Theodor Hertzl, var direkte inspireret af en glødende kristen zionist, en engelsk præst i Wien, William Hechler. Nogle af Hechlers ideer går igen i Hertzls bog “Der Judenstaat”. Hechler kendte desuden både Arthur Balfour og Lloyd George - senere hhv udenrigsminister og premierminister - og besøgte dem jævnligt. Balfour erklærede i 1917 briternes opbakning til, ”at der i Palæstina oprettes et nationalt hjemsted for det jødiske folk…” Denne erklæring blev den politiske grundsten, som staten Israels fødsel i 1948 hviler på, og uden Coopers og Hechlers ihærdige indsats, havde denne erklæring næppe fået sit indhold.

    I dag står den kristne zionisme stærkt i USA og har betydelig politisk indflydelse på USA’s politik. I 2006 kunne Pew Forum of Religion and Public Life fortælle, at 42% af amerikanerne mente, at Israel blev givet til det jødiske folk af Gud, og at 35% tror, at Israel er en del af opfyldelsen af de bibelske profetier om Jesu genkomst. Samme år nåede Zogby International Poll frem til, at 31% af amerikanerne tror, at Israel skal have hele Vestbredden, inklusive Jerusalem, før Jesus kommer igen. Kristen zionisme er dermed en stærkt medvirkende årsag til den amerikanske politik i forhold til Israel og palæstinenserne. Det er for at tækkes de evangelikale kristne, at Trump for nyligt erklærede, at de israelske bosættelser ikke længere anses som brud på folkeretten.

    Det er på denne baggrund, man skal forstå det palæstinensiske Kairos-initiativ. Kristne palæstinensere kalder på verdens kirker til at tage afstand fra zionismen. Især føler de sig forrådt af den kristne zionisme, der forvandler evangeliet til en forbandelse for dem. 

    KFUM og KFUK har igennem 20 år haft et stærkt partnerskab med YMCA East Jerusalem, og gennem årene har vi besøgt og lyttet til dem, der mærker zionismens bagside hårdest. På deres vegne ønsker vi at hæve en kritisk røst, især over for kristen zionisme, der misbruger Bibelen til at legalisere en apartheid-lignende undertrykkelse af millioner af mennesker samt vedvarende og systematisk brud på international lov og ret.

    Kairos Palestine

    I december 2009 blev det såkaldte palæstinensiske Kairos-dokument offentliggjort i Betlehem, forfattet af en bred gruppe af kirkeledere og teologer. Dokumentet er tydeligt i dets kritik af, at Israel som besættelsesmagt har fastholdt og forstærket sin undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Som kristne palæstinensere erklærer de, at den militære besættelse af landet er en synd både mod Gud og mennesker, og at enhver teologi, som legitimerer denne besættelse, er fjern fra den kristne lære. Forfatterne er ikke opsatte på hævn, men ønsker at både den besatte og besætteren må frigøres fra en undertrykkende og uretfærdig virkelighed.

    Alle kirkeledere i Jerusalem udtrykte deres støtte til det palæstinensiske Kairos-initiativ og opfordrede samtidig verdens kirker til at øge deres indsats for retfærdighed, fred og forsoning i Det hellige Land.

    Kairos er på ti år blevet en global bevægelse. I december 2019 mødtes  palæstinensiske kirkefolk således med deltagere fra det internationale Kairos-netværk, der nu har spredt sig til alle verdensdele. På de ti år er vilkårene under besættelsen desværre blevet endnu værre. Den 1. juli 2020 offentliggjorde Kairos Palestine endnu et dokument, kaldet “Cry for Hope”, hvor de gentager appellen til verdens kirker om i ord og handling at tage klart afstand fra teologier og fortolkninger af Bibelen, der støtter zionismen på bekostning af et andet folks fundamentale rettigheder. 

    Cry for Hope blev offentliggjort i kølvandet på Israels nyligt vedtagne Nation State Law og især Israels helt officielle planer om snarlig annektering af store dele af Vestbredden. Det er dette dokument, som biskop Marianne Christiansen gav sin opbakning til, hvilket er blevet debatteret i Kristeligt Dagblad den seneste tid. Se her.

    Se dokumentet "Sandhedens øjeblik
    Kairos Palæstina" fra 2009.

    giv_os_haab-1-pdf"Cry for Hope"