Søg
22459102_1513964135390430_5805708418723144682_o.jpg

Gud er som konfetti - på Efterårslejr i Distrikt Nordvestjylland

Ja, du læste rigtigt: ”Gud er som konfetti”, blev der sagt, da de unge ledere på årets Efterårslejr i Distrikt Nordvestjylland skulle fortælle børnene noget om, hvor Gud er – og hvordan Gud er.

Efterårslejr i Nordvestjylland

I weekenden den 13.-15. oktober 2017 var der efterårslejr i Distrikt Nordvestjylland.

Temaet for lejren var ”Hvor i Himlen er Gud?”, og dette tema har de ca. 220 deltagere på lejren arbejdet med gennem både sang, musik og forskellige løb – rundt på hele Nr. Nissum Efterskole, hvor lejren fandt sted.

Det er en efterhånden gammel tradition, at KFUM og KFUK i Distrikt Nordvestjylland afholder denne lejr for børn, som enten i forvejen har deres gang i KFUM og KFUK's børneklubber og familieklubber eller måske her for første gang møder organisationen.

Hvor er Gud mon?

Tilbage til ”konfetti-Gud”: Sagen er den, at ved aftenens fortælling om ”Hvor i Himlen er Gud” blev der vist film på storskærm med nogle af de spørgsmål og svar, som man kan have om Gud. Et par unge ledte rundt omkring – oppe og nede – efter Gud … og på et tidspunkt kom der nogle svar på, hvor man kan finde Gud: Når man leger, når man går tur med venner, når man spiller bordfodbold osv.

Pludselig blev luften i den store sal fuld af guldpapirskonfetti og efterfølgende blev sagt, at ”Gud er ligesom konfetti” – han er nemlig over det hele; rundt omkring os og ind imellem os.

En god pointe at slutte en festlig aften af med, før programmet i salen endte. Umiddelbart efter dette var alle lejrdeltagere klar til det traditionsrige natløb, hvor børnene i små grupper smuglede små træblokke rundt i mørket udenfor, mens de gjorde alt for at undgå at ende i kløerne på tolderne.

28.000 kr.!

Det var mange penge, ja, men det var alligevel, hvad et hold havde ”tjent” på natløbet ved at smugle gods udenom de emsige toldere. Alle børn var i gang med smugleriet, og mange blev fanget af tolderne, som snuppede deres smuglergods. Så måtte de tilbage igen for at købe nye varer, som skulle smugles gennem mørket.

Her lige før godnattid havde børnene fået endnu en skøn oplevelse på Efterårslejren.

Nak en høne

Tidligere på dagen var børnene delt ud på forskellige værkstedsgrupper, som de havde valgt hjemmefra. Det var fx ”Kok amok”, hvor man lavede mad i sjove udgaver ud fra halloween-tema (f.eks. spiselige fingre). En anden gruppe arbejdede med ikoner og fine smykker, mens andre igen var udenfor, hvor de ”nakkede” et par høns i værkstedsgruppen ”Nak & Æd”. Brændende bolde var blot én af de spændende ting, nogle børn fik lov at prøve i værkstedet ”Store Nørd”.

Igennem ca. 10 år har et af tilbuddene denne lørdag eftermiddag på lejren været ”Tinværksted”, og dette tilbud har hvert år været meget populært. Her prøver børnene at støbe små smykker m.m. i tin – en stor oplevelse for dem. Flere af de unge ledere kunne fortælle, at de for mange år siden selv havde valgt ”Tinværksted”, og at de stadig har de smykker, som blev fremstillet dengang.

Mange unge

Hvert år har vi på Efterårslejren haft en gruppe ”ungledere”, som både har ”en lejr i lejren” og hjælper med små lederopgaver som fx at stå post på et løb eller holde i hånd ved natløbet. Denne gruppe er i år vokset i antal med mere end 50 %, så der denne gang var 65 i aldersgruppen 7.-9. klasse, hvilket er rekord.

Mange – både børn, unge og voksne – er taget hjem med rygsækken fuld af skønne oplevelser og er klar til tage på Efterårslejr igen i 2018.

22459122_1513967945390049_5144205154432533539_o.jpg
"Nak en høne"
22339130_1513963635390480_7567346258830789570_o.jpg
Hygge på efterårslejr
22426417_1513960172057493_6825294286212532867_o.jpg
Efterårslejr blev afholdt på Nørre Nissum Efterskole.
22459369_1513966475390196_1429703224994275507_o.jpg
I år var gruppen af ungledere vokset med 50 %.