Søg
26029264507_df171f11e5_o.jpg

Giv børnene en festivaloplevelse for livet

    600 børn i alderen 6-12 år, et væld af skøre aktiviteter og frivillige ledere, der brænder for at give børnene en oplevelse for livet. Det er noget af det, der kendetegner KFUM og KFUK’s Børnefestival.

    Verden udvider sig

    “De børn, du har med på Børnefestival, møder helt sikkert livet på en anden måde end hos forældrene. På festivalen oplever børnene at bliver udfordret, at spise anden mad, lave andre aktiviteter, sove på sovesal og indgå i store rammer. De mærker livet på en anden måde end hjemme. De skaber tolerance i sig selv, når de skal acceptere andre, og de finder ud af, at ting ordner sig, selvom de ikke lige kan finde deres egen strømpe,” siger Heidi Seidelin, konsulent for KFUM og KFUK’s udvalg for Festivaler og Lejre og fortsætter:

    “På festivaler med KFUM og KFUK sætter vi mange rammer op, for at mødet med andre mennesker kan ske i et interessefællesskab. Derfor vægter vi både kreativitet, sport og performance højt. Tænk bare på alle de potentielle nye venskaber, der ligger og venter.”

    Stemningen er fed

    Heidi Seidelin var med til at arrangere Børnefestival i Haderslev i 2018. Erfaringen derfra bliver taget i brug, når KFUM og KFUK i Thisted omdanner Nordjylland til stedet for Danmarks største børnefestival den 15-17. maj. Erfaringen er, at festivalen skaber helt unikke fællesskaber, og at børnene kommer til at opleve, at der både er små og store fællesskaber.

    “Børnene kommer måske som en gruppe med andre fra foreningen, og pludselig griner eller synger de sammen med hundredvis af andre mennesker. I KFUM og KFUK er fællessang blandt andet det, der er med til at løfte taget, når husbandet fyrer den af. Der er større tendens til at glemme hverdagens pres på festivaler, og hvem vil ikke gerne hænge ud og være ubekymret en hel weekend i gode venners lag?” spørger Heidi Seidelin.

    Børnefestival 2020

    • Find info på www.børnefestival.dk 
    • Tilmelding åbner i januar.
    • Der arbejdes på fælles busser til Hurup, Thy. Så hold dig opdateret på hjemmesiden.