Søg
Nørre nissum.jpg (1)

Generalforsamling online? Sådan gjorde de i Nørre Nissum

    Der er mange arrangementer og gøremål, der bliver aflyst og udskudt lige nu på grund af corona - og det samler til bunke. Derfor valgte KFUM og KFUK i Nørre Nissum at afholde deres generalforsamling over nettet. Læs her om deres erfaring.

    (Foto: Christian Blom-Bloch)

     

    “Vi kunne simpelthen ikke overskue at komme bagud med så meget. Derfor besluttede vi os for at holde vores generalforsamling online, “ fortæller næstformanden i KFUM og KFUK i Nørre Nissum, Elin Engholm Knudsen. Det er hende, som vi alle sammen også kender som Tante Andante.

    Generalforsamlingen blev afholdt på fineste vis, og alle, der deltog, var tilfredse og glade for, at denne opgave nu var udført.

     

    En generalforsamling egner sig godt til at foregå online

    Ifølge Elin egner en generalforsamling sig faktisk godt til at blive afholdt online, fordi der er en meget stringent ramme med en ordstyrer og en klar dagsorden med beretninger og tal.

    “Vores møde blev derudover meget mere effektivt end ellers, fordi vi allesammen havde forberedt godt, og vi havde ikke behov for nogen større drøftelser, “ fortæller Elin.

     

    Alle kan være med online

    Hun fremhæver også en anden klar fordel ved at holde et møde online, nemlig at alle kan være med - selv dem, der skal blive hjemme og passe børn eller dem, der har svært ved at få transportmuligheder til at komme frem.

     

    Vi kunne sagtens ha været flere

    KFUM og KFUK i Nørre Nissum er en lille lokalforening med 52 medlemmer, og som det er tilfældet i mange andre foreninger, er det kun fåtallet, der dukker op til en generalforsamling. Ved denne generalforsamling var de 8, der deltog, men Elin mener, at de sagtens kunne have været flere.

    I Nørre Nissum brugte de en web-app, som er god til møder med mange mennesker. Dem findes der en del af, blandt andet Hangout og Zoom.

     

    Svært at tage større drøftelser online

    Ulemperne ved en online generalforsamling er ifølge Elin, at man ikke kan se hinandens kropssprog, og det vil være udfordrende at tage nogle større drøftelser. Men så kan man lægge op til, at der er nogle ting, som bestyrelsen kan tale videre om.

     

    Det hele behøver ikke at gå i stå lige nu

    Elins råd til andre foreninger lyder, at det hele ikke behøver at gå i stå lige nu, selvom vi ikke har mulighed for at mødes. Man kan sagtens holde møder og være i kontakt med medlemmerne online. Og krisen lærer os, at det måske er meget godt at prøve at gøre tingene på en ny måde.

    Som leder af Tante Andante-huset forsøger Elin også at tænke nyt og gå nye veje. Blandt andet vil hun lave videoer med påskens fortællinger og sange. - De videoer vil blandt andet blive delt på KFUM og KFUK’s Facebook-side.

     

    Læs også artiklen "Generalforsamlinger, stormøder og andet foreningsdrift i disse corona-tider"