Søg
44950323155_32ddc8c948_o.jpg

En stærk Hovedbestyrelse er klar

    I weekenden har den ny Hovedbestyrelse valgt to nye stærke medlemmer med hver deres styrker, som supplerer den landsmødevalgte Hovedbestyrelse.

    Hovedbestyrelsen i KFUM og KFUK er nu fuldtallig. På Landsmødet i november var det ikke muligt at få valgt en fuldtallig Hovedbestyrelse. Men på sit første møde i weekenden har den ny Hovedbestyrelse valgt to nye stærke medlemmer med hver deres styrker, som supplerer den landsmødevalgte Hovedbestyrelse.

    Det drejer sig om Kathrine Holm, KFUM og KFUK i Aalborg, og Randi Vestergaard, KFUM og KFUK på Frederiksbjerg. De ti pladser i Hovedbestyrelsen er dermed besat, og Hovedbestyrelsen har derudover valgt at gøre brug af vedtægternes mulighed for at supplere sig med et ekstra medlem.

    “Selvom det havde klædt vores demokrati med et valg på Landsmødet, er det meget glædeligt, at flere efterfølgende har meldt sig klar. Stort velkommen til Kathrine og Randi. Og samtidig et stort velkommen til, at lokalforeningerne allerede nu og frem mod næste landsmøde har fokus på at opstille kandidater,” siger formand Henriette Lynderup Kirkeskov.

    På Landsmødet var der en god og grundig debat om de manglende kandidater, og Hovedbestyrelsen har efterfølgende været i dialog med alle, der aktivt har vist interesse for at sidde i Hovedbestyrelsen.

    I den kommende periode skal der blandt andet arbejdes med forslag til nye vedtægter. Her er det relevant at se på, om noget skal ændres i vedtægterne i forhold til proceduren for opstilling af kandidater til Hovedbestyrelsen.

    Hovedbestyrelsesmøderne er i øvrigt åbne, og det er fortsat Hovedbestyrelsens klare intention at være i løbende dialog med og synligt til stede i lokalforeningerne.

     

    Kathrine Holm

    Alder: 25

    Beskæftigelse: Studerer mediefag og engelsk

    KFUM og KFUK-erfaring: Klubaktiviteter og Ten Sing i Thisted, lejre i distrikt Thy-Mors og aktuelt med i storbyaktiviteter i Aalborg.

     

     

    Randi Vestergaard

    Alder: 33

    Beskæftigelse: Efterskolelærer på Silkeborg Efterskole

    KFUM og KFUK-erfaring: Har været medlem af Udvalget for uddannelse og udvikling de sidste fire år. Radi brænder særligt for uddannelsesområdet i KFUM og KFUK.

     

    47421393_298426917455365_2293102328032526336_n.png
    Randi Vestergaard
    kh.PNG
    Kathrine Holm