Søg
39260756690_c10620710e_o.jpg

700 unge diskuterede danskhed på Efterskolefestival 2018

Elever fra ni efterskoler og over 100 frivillige var i dagene op til påske på Efterskolefestival arrangeret af KFUM og KFUK.

”Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit”, skrålede 700 efterskoleelever på årets Efterskolefestival, som KFUM og KFUK står bag. Dét var nemlig overskriften for tre dage, hvor eleverne skulle blive klogere på, hvad de selv mener, ’danskhed’ er. Og sikke en fest, det har været! En ’fest’ fyldt med skøre påfund, nye bekendtskaber og tankevækkende indslag til de store fællessamlinger.

Men hvorfor diskutere danskhed? Det svarer festivalcheferne Johanne Nørtoft og Kristine Strunge på:

- Det er et politisk varmt emne, og i den offentlige debat er der rigtig mange forskellige holdninger til, hvornår man er dansk, siger Johanne Nørtoft.
- Vi ville gerne vise eleverne en masse forskellige bud på, hvad ’danskhed’ er og sætte dem selv i gang med at diskutere, hvad danskhed er. Så der har ikke været noget rigtigt svar, men målet var tværtimod, at eleverne skulle blive klogere på sig selv, og hvad de mener, siger Kristine Strunge.

Elisabeth Enemark Damtoft går på Hestlund Efterskole og deltog i festivalen. For hende har det sat nogle tanker i gang at diskutere danskhed.

- Det har været en påmindelse om, at vi er en del af et lille land og en lille kultur - og et godt fællesskab synes jeg. Jeg er blevet mindet om, at jeg er dansker, og det har sat nogle tanker i gang, om hvem jeg er, og hvad det vil sige at være en del af den danske kultur, siger hun.

Men hvornår er man så dansk? 16-årige Jacob Nygaard fra Tommerup Efterskole har gjort sig nogle tanker om, hvad der for ham ligger i ordet ’danskhed’.

- Jeg synes, vi er gode til at give hinanden plads og respektere hinanden. I den her tid hvor der er meget fokus på for eksempel flygtningekrisen, er der mange, som får lidt udfordringer, fordi det er helt nyt, at der kommer mange folk til Danmark med andre religioner og baggrunde. Men det er
godt, at vi bliver udfordret, for det tror jeg vi danskere har godt af, siger han.

På den sidste dag af Efterskolefestivalen holdt Morten Hougaard Gudstjeneste for både elever, lærere og frivillige. Han sagde, at danskhed ifølge Bibelen er noget, vi gør sammen.

- Kristendom skal ikke spændes for en politisk vogn, men spørger os i stedet: “Hvad skal vi lave sammen?”, sagde Morten Hougaard.

Ingen vurdering

Udover at snakke om, hvad danskhed betyder, og hvornår man er dansk, lavede de frivillige undervisere også alverdens sjove og til tider gakkede ting med eleverne. Alle elever havde nemlig valgt sig ind på forskellige ‘spor’ (workshops) på forhånd – og det var alt fra "Nak og æd" og "Vildmandsdysten" til "Kend din krop" og "Ungdommen nu til dags".

Alle sporene bidrog til de store fællessamlinger, som blev kaldt ’Forum’ – hvor de skulle vise deres fortolkning, af ord der knytter sig til danskhed. Og det var eleverne selv, der skulle bestemme, hvad de ville fremvise – men det var mindre vigtigt, hvad det helt præcist var, siger Kristine Strunge.

- Det kan forhåbentlig være med til at vise eleverne, at det ikke handler om, at man skal være så god som muligt eller at få de bedste karakterer - men om at være sig selv og have det sjovt, og lave noget sammen som ingen bliver vurderet på, siger hun.

Når vi synger, er vi sammen

Temaet om danskhed på Efterskolefestival 2018 tog sit udgangspunkt i den danske sangskat – og de beskrivelser man kan finde om at være dansk dér. Og der blev da også sunget rigeligt med fællessange – men det var kun godt, siger både elev og festivalchef.

- Det har været lidt magisk, at vi ligesom er fælles om det, selvom vi står 700 sammen – så har vi alle sammen den samme tanke. Det er virkelig fedt, siger Elisabeth Enemark Damtoft, elev på Hestlund Efterskole.
- Det med at synge sammen giver et helt særligt fællesskab. Især når vi sang "Giv os lyset tilbage", blev der virkelig skrålet igennem - det var så fedt! Når man kan mærke, at vi alle sammen bare vil det her, bliver der en helt særlig stemning af, at alt kan lade sig gøre, siger Johanne Nørtoft.


Se billeder fra Efterskolefestival 2018.

Se indslag fra TV2 Østjylland, der var på besøg og sendte live på festivalens første dag

 

 

Efterskolefestival siden 2016

Den første Efterskolefestival blev afholdt i Herning i 2016. Det var en stor succes, og det har siden været fast del af KFUM og KFUK’s årlige program.

39260756690_c10620710e_o.jpg
Festglade piger til festivalbandets koncert tirsdag aften
Efterskolefestival2.jpg
Efterskoleeleverne skulle selv være med til at bygge fællessamlingerne op - med indslag fra deres workspops. Her stiller 15-årige Lærke Thomasen spørgsmål rundt i salen til de andre elever. Foto: Daniel Langgaard