Søg
tidtiltro_teenevent17.JPG

Tal om tro

At finde sig selv og sit eget åndelige ståsted kan være en af tilværelsens helt store udfordringer. Ikke desto mindre skal Det omrejsende Team gerne kunne hjælpe unge med at bygge deres eget personlige spirituelle fundament.

Grunden til, at jeg ansøgte om at blive en del af KFUM og KFUK's Omrejsende Team, skal findes i den enorme relevans og legitimitet, som jeg synes, at projektet helt notorisk har.

Mange, især unge, vil kunne nikke genkendende til, at det kan være svært at tale om tro og diskutere trosforestillinger, så et projekt, der har dette som formål, er yderst relevant efter min optik.

Hvad vil det sige at tro?

Det at tro eller betegne sig selv som kristen er i dag blevet løse termer.

I dag er det muligt at finde mennesker, der benægter Jesu opstandelse, men betegner sig selv som kristne. Det er samtidig muligt at finde mennesker, der læser Bibelen fundamentalistisk, og som ligeledes betegner sig selv som kristne.

Vores tolerante og rummelige samfund har åbnet for mange måder at tro på. Den store frihedsgrad har dog sine ulemper. Tidligere troede man på det, ens forældre opdrog en til at tro på. I dag skal hvert enkelt individ selv definere sin egen tro ud fra det sammensurium af forskellige tolkninger, der findes af Det Nye og Gamle testamente.

Religion som tabu

At definere sin egen tro kan synes som noget af en opgave, ikke mindst fordi det at tale og diskutere tro i visse kredse, må jeg erkende, er blevet tabu. Præcist hvorfor religion er blevet tabu, ved jeg ikke.

Min egen teori er, at vi lever i et videnssamfund, der gennem medierne i høj grad eksponerer religiøse fundamentalister, lad det være sig islamister, der begår terror i Mellemøsten og Europa såvel som kristne, der bomber abortklinikker i USA.

Dette vil naturligvis medføre, at flere og flere vil associere religion med død og ødelæggelse, hvilket altså medfører, at vi som samfund får berøringsangst over for overhovedet at tale om det at tro på noget større.

Det er det, Omrejsende Team gerne vil lave om på. Vi vil gerne kunne diskutere forskellige trosspørgsmål åbent og fordomsfrit med en masse unge rundt omkring i Danmark.

Vi behøves ikke være enige

Som Omrejsende Team er vores formål ikke at tage ud for at fortælle andre unge, hvordan de skal tro, eller hvad de skal bruge troen til. Vores fornemmeste opgave er at skabe rammerne for den ideelle diskussion og selv bidrage med forskellige inputs til, hvordan man kan tro.

På denne måde kan vi forhåbentlig, i al beskedenhed, hjælpe andre unge til at blive klogere på nogle af livets store spørgsmål, samtidig med vi som Omrejsende Team får større indsigt i vores egne synspunkter.

Mit håb og forventning til projektet er derfor, at det kan hjælpe så mange unge som muligt med at blive klogere på deres egen personlige spirituelle identitet.

Få besøg af Omrejsende Team