Søg
charlotte2.jpg

”Nå, tror du så på Gud?”

Jeg har en absolut hadesituation, og jeg er nok ikke ene om at opleve den fra tid til anden. Man sidder i et selskab og har netop fortalt, at man kommer i KFUM og KFUK, og efter den obligatoriske forklaring af, at det ikke er spejder, følger typisk det spørgsmål, som jeg frygter: ”Nå, tror du så på Gud?” Jeg kan slet ikke holde det spørgsmål ud. Jeg vil faktisk hellere svare på, hvad jeg vejer.

Jeg burde måske have det let med det spørgsmål. Jeg er teolog, jeg sidder i kristendomsudvalget, jeg skal måske være præst en dag, jeg kan alle teorierne, argumenterne, analyserne udenad.

Alligevel kan jeg ikke rigtig svare på, om jeg tror på Gud. I bund og grund synes jeg, det er møghamrende svært at tro.

Langt de fleste dage bliver det maks. til et spinkelt håb. Og spinkle håb er simpelthen ikke nok til, at jeg kan se halvfremmede mennesker i øjnene og med selvsikkerhed svare: ”Ja, det gør jeg.”

Det bliver typisk et svar i retning af: ”Altså jeg kommer i kirke ind i mellem og sådan.. Nå, jeg skal lige på toilet, hej hej.”

”Jesus er Herre!”

Ved siden af min yderst vattede knapt nok eksisterende bekendelse af tro står min gode ven Charlottes. Charlotte er baptist og blev døbt for et par år siden, 20 år gammel. Jeg var med til dåben, som var den første voksendåb, jeg har oplevet.

Charlotte står i det store dåbsbassin midt i kirken. Ved siden af hende står præsten, som spørger: ”Hvad er din kristne bekendelse?” Og Charlotte svarer: ”Jesus er Herre!” Og med et svuptag svinger præsten Charlotte bagover, og mens jeg forfærdet bekymrer mig, om hun banker hovedet i kanten af bassinet, og hvordan i alverden hun skal komme op igen, bliver hun nærmest elegant svunget tilbage på benene og står helt våd og smilende foran menigheden, også var Charlotte blevet døbt.

”Jesus er Herre!” Hun sagde det uden at blinke, ingen undskyldninger, indvendinger eller flugt til toilettet eller baren. Jeg har siden tænkt, at det er godt, at mine forældre barnedøbte mig, for jeg ville da aldrig nogensinde komme dertil, hvor jeg vil synes, min tro er stærk og sikker nok til, at jeg kunne stå og sige ”Jesus er Herre!”

At leve nysgerrigt

Da jeg blev spurgt til at skrive denne artikel om tro og mig selv, tænkte jeg tilbage på Charlottes dåb og blev nysgerrig på, hvad Charlotte egentlig selv tænkte og tænker om den beslutning, hun traf dengang. Hvor var hun i sit trosliv, og hvordan blev en 20-årig ung pige så sikker, at hun kunne stå der?

Jeg skrev derfor til Charlotte, og hun sendte mig de mest forunderlige og ægte svar, som jeg har fået lov at dele her.

messenger_heldgaard-pdfSe samtalen mellem Louise og Charlotte

Sådan formulerer Charlotte det altså; Da hun stod der i karret og sagde ”Jesus er Herre,” var det ikke målet for en færdig og sikker tro, men begyndelsen på en rejse, et ja til at leve nysgerrigt.

Noget tyder altså på, at det, der adskiller Charlottes og min tro, ikke er sikkerheden i overbevisningen, men snarere modet til at tage livtag med og stå ved sin tro. Charlotte har på en eller anden måde formået at få sin tro ud af alle spekulationerne i hovedet og videre ud i kroppen, hænderne og fødderne, så hun kan begive sig afsted på sin rejse i nysgerrighed.

Vi skal ikke have gennemskuet alt

Paulus sammenligner netop det at være troende med en krop. Alle kristne er lemmer på et legeme med hver sin berettigelse og velsignelse. Alle har sin plads og kan ikke undvære hinanden, da de netop er Guds hænder, fødder, øjne og ører på jorden. I sammenligningen er det Kristus, der har pladsen som hoved. Der er ikke nogen af os, der skal være hovedet. Vi skal netop være alle de dele, som skal begive sig ud på rejsen sammen og turde sige ja til at leve livet nysgerrigt.

Jeg tror ikke, at det betyder, at vi skal slå hjernen fra på rejsen. Vi skal bruge vores indsigt, erfaring og fantasi, men vi skal bruge den til at komme afsted og gøre os umage. Vi skal ikke blive i hjernen og privat spekulere, argumentere og frustreres. Vi skal ikke forvente, at vi skal have regnet troen, tvivlen og livet ud, før vi kan udfylde vores plads på den store mangfoldige krop.

Så, min udfordring til mig selv må være, at når jeg næste gang bliver stillet det forfærdelige spørgsmål: ”Tror du så på Gud?” så skal jeg på en eller anden måde prøve at finde modet til at blive, selvom jeg stadig har mest lyst til at stikke af.

Jeg skal prøve at acceptere min tro i al sin usselhed, som den nu ser ud den dag, og gå dedikeret ind i samtalen og spørge interesseret tilbage. Det er måske blandt andet sådan, jeg kan være fod, hånd eller øre på vores store fælles legeme. Det er måske sådan, at jeg kan finde min trosbekendelse, om at Jesus er Herre, som får sit udtryk i at turde begynde rejsen og leve nysgerrigt.