Søg
silkeborg_hoejskole.jpeg

Gyldne øjeblikke som højskolelærer

Jobbet som højskolelærer bliver ofte omtalt som et livsstilsjob. Men hvorfor egentlig? Det forsøger viceforstanderen på Silkeborg Højskole at svare på.

Jobbet som højskolelærer bliver ofte omtalt som et livsstilsjob. Men hvorfor egentlig? Måske netop pga. de gyldne øjeblikke, der kan opstå i højskolesammenhæng i et nærværende fællesskab.

Dér, hvor eleverne smittes af højskolelærerens faglige brændsel, og hvor faglighed og optagethed går ud i ét. Dér, hvor eleverne, via inspiration fra højskolelæreren, går til stoffet og sagen, går i kødet på det og er undersøgende, kritiske og energiske. Dér hvor snakken pludselig ikke kan stoppe igen, og hvor et emne eller en tematik bevæger sig langt ud over det planlagte – uden dog at miste fokus, mening og sammenhæng.

At nå dertil kræver, at man som underviser er forberedt mere end til den enkelte lektion. Det kræver et alsidigt ”bagkatalog”, personlig gejst og ikke mindst evnen til at ”læse”, hvor eleverne befinder sig. At man formår at få eleverne til ikke kun at række fingeren op og svare på spørgsmål, men også at tænke med, og at man som højskolelærer lykkes med at spørge ind på en sådan måde, at den enkelte elev føler sig anerkendt og lyttet til, uanset hvor skæv betragtningen så end måtte være. Det er kunsten.

Det kræver samtidig omvending for højskoleelever, der ellers er opdraget til kun at række fingeren op, når man er 99 % sikker på at have det rigtige svar. I min undervisning inden for filosofi og kunst er der aldrig ét svar.

At vække undren

Det handler modsat om at vække undren hos eleverne, så nye autentiske spørgsmål rejser sig. Da opstår der noget særligt i undervisningen.

De gyldne øjeblikke indtræder, når eleverne føler, at de selv bringes fagligt i spil i forhold til deres eget ståsted i livet.

Der, hvor man som underviser næsten bliver overflødig og kan trække sig et par skridt tilbage, er ofte det bedste. Der, hvor eleverne selv bærer drøftelserne videre, og hvor underviserens primære rolle bliver at sikre, at samtalerne holder sig til det, der er emnet.

Når eleverne lytter til hinanden med interesse og oprigtighed, på trods af at der ofte er stor niveauspredning på holdene. Der løfter undervisningen sig. Det slutter dog ikke med undervisningen. Det helt særlige ved højskolen, ud over metode- og pensumfrihed, er kostskoleformen. Dét, at man efter endt undervisning, i Dagligstuen, om aftenen over kaffen eller i weekenden i caféen pludselig på elevinitiativ fortsætter nogle af drøftelserne. Det står for mig som gyldne øjeblikke.

Et menneskeprojekt

Når vi på Silkeborg Højskole arbejder med det faglige, hvad enten det så er musik, kunst, idræt, friluftsliv, politik eller noget helt sjette, så kredser det om det liv, vi står midt i med hinanden. Derfor er højskole også det modsatte af et selvstudie.

Højskole er et menneskeprojekt, hvor vi bliver klogere på, hvem vi selv er i mødet med de andre.

Det sker naturligvis på fagene, på studierejser og i mødet med foredragsholdere og til koncerter på højskolen, men der sker i lige så høj grad i det sociale, hvor initiativer vokser, og hvor alle er velkomne til at bidrage og tage del i fællesskabet.

De gyldne øjeblikke er dog ikke altid rosenrøde. De kan sagtens opleves som stor frustration af eleverne i situationen. Som da vi i en temauge for få år siden skulle lave en påskegudstjeneste i Møllevangskirken i Aarhus, med det benspænd, at alle højskoleleverne skulle kunne se sig selv i det. Hvordan gør man det, når der blandt eleverne findes flest ikke-troende, enkelte muslimer og de, der i et eller andet omfang bekender sig til kristendommen. Det gav emotionelle debatter om bl.a. sang- og ordvalg. Nogle stod helt af på betegnelsen Kristus, og andre kunne slet ikke se sig selv i en kirkelig kontekst uden.

En måske næsten umulig opgave at få stillet, men det lykkedes til sidst efter mange, lange diskussioner og med et smukt resultat. Processen var hård men også givtig og den fælles oplevelse under gudstjenestens samklang blev opløftende.

Klummen er første gang bragt i Markant nr. 1, 2017 under temaet 'Gyldne øjeblikke'.

Læs om Markant