Venølejren er en ægte ølejr på den lille Limfjordsø, der ligger nord for Struer. Lejren har til huse på Firbjergsande, der er en stråtækt lejrbygning med panoramaudsigt over fjorden i smukke og børnevenlige omgivelser.

Se mere på Firbjergsande.dk

Se billeder fra Venølejren 2017

For familier med børn op til 11 år

Der er plads til ca. 100 deltagere på lejren, hvor man som familie kan bo på eget værelse eller campere i egen vogn eller slå et telt op på lejrens område.

Venølejren er målrettet familier med børn op til ca. 11 år. I programmet er der masser af familieaktiviteter, og derudover vil børnene nogle formiddage bliver delt op i børnegrupper efter alders- og klassetrin.

Ugens program byder på:

Gudstjeneste, strandhygge, løb, forkyndelse for børn, siesta, krabbefangst, sang, lejrbål om aftenen for hele familien og meget mere…

En eftermiddag får vi besøg af bugtaler og tryllekunstner Hans Jørn Østerby.

Når børnene er kommet i seng, er der program og hygge for de voksne, hvor vi tre af aftnerne får besøg af foredragsholdere. I år får vi besøg af:

  • Jørgen Kvist, KFUM og KFUK's generalsekretær,
  • Iben Krogsdal og Morten Skovsted, der vil tale om livets store spørgsmål samt
  • Oluf Therkildsen, der vil tale om familieliv.

En del af en større familie

De fleste aftener er der lejrbål for hele familien. Når børnene er kommet i seng, er der voksentræf med hygge og foredrag. På lejren har den enkelte familie rig mulighed for at være sammen i den nære familie, men kommer også til at blive en del af en større familie, hvilket giver et fantastisk fællesskab.

Vi vil blive grundigt forkælet af et super madhold, og vi vil spise vores måltider sammen. De praktiske opgaver som borddækning, opvask, rengøring osv. hjælper vi hinanden med.

Hver familie får lov til at stå for enkelte programpunkter såsom lejrbål, voksenandagt eller lignende.

Priser

Boform:

  • Stort værelse med 8 sengepladser og bad, forbeholdt familier på 5 eller flere personer: 1.100 kr.
  • Lille værelse med 2- 4 sengepladser, toilet og mulighed for ekstra madras: 800 kr.
  • Campingvogn eller telt pr. enhed inkl. el: 250 kr.

Deltagerbetaling (alle aktiviteter, foredrag og fuld forplejning):

  • 1-12 år: 650 kr.
  • 13-29 år: 1.150 kr.
  • 29-99 år: 1.150 kr.

Er du ikke medlem af KFUM og KFUK er prisen 1.350 kr.

Velkomstmedlemskab 0-29 år: 125 kr. (Tillægges deltagerbetalingen for ikke-medlemmer af KFUM og KFUK på 29 år og derunder. Velkomstmedlemskabet gælder resten af 2017 til enkeltstående arrangementer i KFUM og KFUK.)

Tilmelding

Venølejren er nu fuldt booket, og der er oprettet venteliste.

Ved framelding efter 1. juni 2017 opkræves 50 % af lejrafgiften til dækning af fællesudgifter, såfremt pladsen ikke kan afsættes til nye deltagere.