Søg

Barselsvikariat i Det Kreative Værksted på Gammelbro Camping

Er du fingernem og fyldt af gode ideer? Nyder du at tale med mennesker og sørge for den gode stemning? Kan du holde orden og sætte ting i system? Så er det lige dig, vi mangler som barselsvikar i vores kreative værksted.

 

Det Kreative Værksted på Gammelbro Camping er en yderst populær aktivitet blandt pladsens gæster og folk fra lokalområdet. Mange nyder at bruge deres ferie eller fridag på at sidde medet spændende krea-projekt, og på værkstedet er der et væld af materialer og teknikker til rådighed for både børn og voksne. Værkstedets medarbejdere giver vejledning i brugen af de forskellige materialer og sørger for, at det hele er let tilgængeligt og sorteret i gennemskuelige systemer.

 

Som barselsvikar kommer du til at samarbejde med vores faste medarbejder, Ann, om at drive værkstedet, der også fungerer som en hobbybutik. Det er et sæsonbetonet og alsidigt arbejde, der i perioder rummer meget kundekontakt og travle dage og i andre perioder giver mulighed for udvikling af nye ideer og forsøg med nye materialer.

 

Dine primære opgaver er at:

  • Holde værkstedet præsentabelt, inspirerende og hyggeligt
  • Vejlede gæsterne i brugen af de forskellige materialer og værktøjer
  • Ekspedere kunder og afregne værkstedets gæster
  • Oprydning og rengøring
  • Forberede modeller til inspiration
  • Bestille materialer
  • Deltage på messen ’Kreative Dage’ med stand for Det Kreative Værksted (Okt. ’21)
  • Hjælpe med at flytte værkstedet til nye lokaler i vinteren 2021/22

 

Vi forventer, at du:

  • Har kreative evner og interesse for at arbejde med forskellige materialer
  • Har gode menneskelige og kommunikative egenskaber
  • Kan bevare overblikket i travle perioder
  • Arbejder selvstændigt og tager ansvar for, at de forskellige opgaver bliver løst
  • Har forståelse for, at værkstedets travle perioder ligger, når folk har fri, og at du derfor også er indstillet på at arbejde i weekender, helligdage og sommerferien.

 

Det er en fordel, hvis du:

  • Er fortrolig med brugen af Facebook og Instagram
  • Har erfaring med ekspedering og/eller kasseopgørelse

 

Vikariatets varighed:

Vi tilbyder et årsvikariat på gennemsnitligt 25 timer/ugen med start 1. april 2021 eller snarest muligt derefter. Arbejdstimerne fordeles i løbet af året, så en overvægt placeres i sommermånederne, hvor værkstedet har flere åbningstimer, og resten fordeles jævnt i de øvrige måneder. Du er selv med til at styre fordelingen af timerne.

Lønnen er 150 kr. i timen. Vi giver den samme timeløn uanset, hvornår timerne lægges, så tillæg for weekend- og helligdagsarbejde er medregnet i lønsatsen.

 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Judith Aagaard på judith@gammelbro.dk eller 31429008.

Du kan også læse mere om værkstedet på www.gammelbro.dk/kreativ.

 

Ansøgning og CV sendes til judith@gammelbro.dk senest den 28. feb. 2021.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøgning

Send din ansøgning senest søndag d. 28. februar 2021 til: