Søg
P9290317.JPG

En særlig YMCA-klub under særlige forhold

Et lille indblik i en YMCA-klub i Cameroun, hvis medlemmer er fængselsindsatte, og hvis formål er at give disse muligheden og håbet for en bedre fremtid. En lokalforening med mening.

Det er nu ved at være lidt tid siden, jeg tog hul på bloggen. Siden er der ikke sket så meget her i den virtuelle verden, men det er kun, fordi der har været en masse spændende oplevelser i den virkelige.

Jeg har nemlig været på opdagelse i nogle andre dele af Cameroun, men mere om det senere. Her kommer et lille indblik i et af de projekter, der er muliggjort af samarbejdet mellem YMCA Cameroun og KFUM og KFUK i Danmark.

Udsatte indsatte

Fængselsindsatte i Cameroun er en af de befolkningsgrupper, man vil betegne som udsat. De lever under kummerlige forhold, bliver stigmatiseret af resten af samfundet, ofte endda af deres egen familie, og mange sidder i fængsel for noget, de ikke engang er blevet dømt for endnu, da der kan gå op til år, før de bliver stillet for en dommer.

Dette resulterer i, at fængslerne er overbefolkede, så der er ikke engang er en briks til hver at sove på, at de lever under dårlige hygiejniske forhold, og at der ikke altid er mad nok. Og den dag, de endelig bliver løsladt, bliver porten til friheden lukket op og lige så hurtigt lukket i efter dem - efterladt med manglende kontakter og muligheder for at fortsætte et liv udenfor de mure, der for de fleste har været en fast del af deres hverdag i flere år. Flere oplever derved, at de med deres udsættelse bliver endnu mere udsatte end de var som indsatte, da de ikke bliver genindsat i samfundet. - Okay, jeg lover at det var ordspil nok for nu.   

Derfor har Cameroun YMCA i partnerskabet med danske KFUM og KFUK startet projektet 'Life in abundance', der blandt andet har til formål at forbedre de indsattes forhold, livskvalitet og fremtid. Både i og udenfor fængslet. På nuværende tidspunkt er der etableret en Y-klub i to af landets fængsler, hvor frivillige fra YMCA hveranden uge besøger medlemmerne i fængslerne for at give dem viden og redskaber, der skal give dem muligheder og troen på en bedre fremtid. Et sådan møde har jeg været med til i fængslet i Mfou.

I fængsel

Da jeg sammen med to andre frivillige i YMCA sidder i taxien på vej mod fængslet og spørger om dagens program, er svaret, at det endnu ikke er planlagt, da ham, der skulle have stået for programmet, er blevet forhindret. Vi er altså på vej mod en flok håbefulde fængselsindsatte YMCA-medlemmer uden nogen plan for dagens program.

Egentlig havde jeg troet, at jeg mest skulle med som observatør, så da jeg bliver spurgt, hvad jeg kan lære dem, må jeg vise mig fra min mest omstillingsparate side og får fundet noget teori om dialog frem fra hukommelsen. Cameroun viser sig igen fra sin uforudsigelige side, og det viser sig endnu engang, at det er godt at have en leg, bøn eller for den sags skyld et lille oplæg i baghånden.

Jeg har aldrig været i et fængsel før. Aldrig været bevidst om, at jeg har været i direkte kontakt med en dømt person. Og meget flovt må jeg indrømme, at jeg nærmest var overrasket over at se helt normale mennesker, og jeg tog mig selv i at tænke, at man jo slet ikke kunne se på dem, at de var forbrydere. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, jeg havde måske ikke tænkt så meget over det. Det er ikke, fordi jeg havde forventet at se aggressive, respektløse og nærmest monsterlignende skabninger hoppe kæmpende rundt med fråde om munden og vildskab i øjnene. Men jeg havde heller ikke forventet at tage mig selv i at tænke, hvad disse mennesker mon havde gjort, siden de var endt bag disse mure. Det første scenarie var ikke tilfældet, men det var det andet.

Så mens jeg prøvede at skubbe de flove tanker væk, kiggede jeg rundt på de omkring tredive fremmødte siddende på bænke under en pavillon i den åbne gård midt i fængslet og lyttede til Rigobers oplæg. Med inspiration og direkte referencer fra biblen fortalte han om visioner, og hvordan man med planlægning og hårdt arbejde kan opnå disse drømme for fremtiden med henvisning til bibelske rollemodeller. Undervejs kom flere til, og alle pladser på bænkene blev efterhånden optaget. Både faste medlemmer i Y-klubben og andre nysgerrige var med til mødet, hvor de også blev inviteret til at bidrage med deres erfaringer og tanker.

En kristen handling

Det er med meget blandende følelser, jeg forlader fængslet. Taknemmelig for den frihed og privilegier, jeg har, og medfølende for de indsatte, hvis tilværelse og fremtid ville være helt uoverskuelig for mig. Men samtidig giver YMCA dem og mig et håb. Og så klicheagtigt som det nu kan lyde, et håb om, at der er lys i fremtiden.

Med Y-klubben bliver de indsatte opmuntret til at udnytte tiden i fængslet, og ikke kun som en tid, der skal overstås. Men som en tid, de kan få noget godt ud af og give dem redskaber, der kan være med til, at de kan fortsætte deres liv, når de kommer ud på den anden side, hvor YMCA er der til at tage hånd om dem og føre dem tilbage i samfundet.

Med dette besøg oplevede jeg en af de aktiviteter, der virkelig gør en forskel for mennesker i samfundet - endda nogle af dem, der af mange er set som udenfor samfundet. Udover det oplevede jeg også et projekt, der giver mening og værdi for de frivillige. På vejen hjem fortæller Rigober storsmilende og med stolthed, hvor glad han altid er efter sådan et møde, da han kan mærke, at der er sket en forandring for de indsatte i løbet af det sidste års tid, projektet har kørt. At de er blevet mindre opgivende, mere stolte, mere ansvarlige, og at de har fået mere selvtillid.

Så selvom det er hårdt at blive direkte konfronteret med de forhold, som nogle mennesker lever under, og det nærmest giver mig dårlig samvittighed over mine egne privilegier, gav dette besøg mig indsigt i et projekt, som er vigtigt og giver mening. Og det er netop projekter som disse, jeg synes er så væsentlige i en ressourcestærk og ambitiøs bevægelse som YMCA. En organisation, hvis tre danske K'er jeg nogle gange i mit eget selvcentrerede hverdagsliv kan tænke står for kaffe-kage-klub.

Derfor synes jeg, det er vildt inspirerende at opleve mennesker, der tager det kristne ansvar, de føler på sig, og tør at engagere sig og gøre en forskel i deres lokal samfund. Og som de selv siger: ikke kun er troende kristne gennem deres ord, men også gennem deres handlinger.