Søg
billede.PNG

Hverdagen i Pietermaritzburg

De sidste dage i Sydafrika er færdige. Det har været en fantastisk rejse, der har budt på mange nye venskaber, nye indtryk, men frem for alt mange grinende glade børn og voksne.

Når vi er kommet hjem, kan det være svært at forklare præcis, hvad vores hverdag har bestået af. Vores arbejdsuger har nemlig aldrig været ens, fordi YMCA Pietermaritzburg har så mange tanker, visioner, projekter og festivaler, der skal arrangeres. Det har betydet en meget varieret hverdag.

Deres projekter spænder lige fra at lære skolebørn om økonomi og investeringer til at arbejde med unge hjemløse - eller at tage ud og lege med børn i de lokale townships osv. Vi har haft den mulighed, at vi har været rundt og snuse til alle projekterne og se, hvor passer ”jeg” bedst ind?

Projekterne i Pietermaritzburg

Det program, vi har været mest involveret i, er det, som hedder Y-Justice, som er vores lokale gadedrengeprojekt med deltagere mellem 16 og 35 år. Her kommer unge mænd og kvinder ind til YMCA hver tirsdag og torsdag, hvor de bl.a. har mulighed for et bad, at få vasket tøj, computerlektioner, fodboldkampe, kreative værksteder, og så spiser vi to måltider mad sammen.

Programmet Y-Justice er det program, der har gjort størst indtryk, mens vi har været af sted. Allerede hjemmefra tænkte jeg, at det ville blive spændende og give nogle gode snakke med deltagerne, men det overraskede mig meget, hvor reflekterede og dybdegående vores samtaler ofte blev.

Sang og dans forstås på alle sprog

Dagene varierede meget, når vi kom til Y-Justice. Nogle dage var deltagerne trætte og ville egentlig helst bare sidde og have et måltid mad, mens andre dage var de meget oplagte og ville gerne være en endnu større del af YMCA.

En af de her gode dage ville vi udfordre dem, og vi lavede derfor karaoke og Just Dance med deltagerne - lidt spændte på, hvordan de ville tage imod det. Det endte dog med at blive en super god oplevelse, hvor vi havde 25 unge mennesker til at danse samt synge karaoke på både dansk, engelsk, svensk og zulu.

Y-zone med SOS Børnebyerne

Et af de andre projekter, som vi var involverede i, var Y-Zone. Det fungerede som en slags SFO, mens forældrene trænede i vores lokale fitnesscenter. Vi havde dem ofte tre timer af gangen, som startede med, at børnene skulle lave deres lektier, og derefter introducerede vi dem for lege som 'To mand frem for en enke løb' og 'Ninja'.

Under Y-zone ligger også både ”Come and Play” og ”SOS Børnebyerne”. Hver mandag og tirsdag var vi ude i SOS Børnebyerne og lave lektiehjælp, hvor vi var tilknyttet et hus hver, hvis børn vi hjalp.

Come and Play var altid den sidste fredag i hver måned, hvor vi tog ud til en af de lokale townships. Her mødtes vi med børnene, når de havde fri fra skole. Så havde vi en lang eftermiddag med masser af lege og konkurrencer. Det gjorde vi både, fordi det var sjældent, der var den slags aktiviteter kun for dem, men det var også en måde at lære børnene om YMCA og opbygge et forhold til dem gennem leg.

Ofte var de meget generte den første halve time, indtil vi fandt en af vores fodbolde frem, så var vi pludselig mere på lige fod, og the game was on.

Tak, fordi du læste med

Vi er lige kommet hjem til jul i denne uge. Vi vil ønske jer alle sammen en glædelig jul og et skønt nytår.

Se flere indlæg fra “Volontører i Pietermaritzburg”

Del, spred og inviter andre