Søg
IMG_1626.jpg

Hvordan en fisk kan blive til en taxa i Cameroun

Jeg har siden jeg ankom hos YMCA-Cameroun, været overrasket over, at der eksisterer så mange forskellige projekter, som de lokale afdelinger stabler på benene. Her kommer et godt eksempel på det. Sidste weekend tog min kollega, Enock, mig under armen, fordi han ville vise mig et projekt hans lokale afdeling arbejder på for tiden. Jeg hoppede derfor på en deletaxa (den eneste måde at komme rundt på), og satte kursen mod Komo, som er i den anden ende af Yaoundé, end hvor jeg bor. 

Da jeg ankom var stemningen høj. Det var søndag, og hele lokalsamfundet var på vej ind eller ud af en rimelig slidt bygning, man ikke normalt ville forbinde med at være en kirke. Søndag morgen er de nødt til at holde to gudstjenester, da kirken ikke er stor nok til at rumme alle dem, der gerne vil i kirke. Jeg kan også godt forstå, at de holder af at komme i kirken, da det var en sjov time fyldt med sang, dans, bongotrommer og selvfølgelig en prædiken.

Efter Gudstjenesten sprang jeg, Enock og nogle stykker fra den lokale afdeling på et par motorcykler, og kørte ud til hvad det hele handlede om. Et opgravet bassin, hvor der er placeret 1500 små fisk. De små fisk har kostet afdelingen 200 CFA pr. stk. og efter 5 måneder med regelmæssig fodring, kan de sælge dem for 2000 CFA pr. stk. Der er derfor potentiale for at sælge fisk for 300.000 CFA, hvoraf de 100.000 går til omkostninger.

Indtjeningen skal gå til at skabe nye lokale projekter og workshops for medlemmerne. Pengene kan blandt andet gå til løn af eksperter, der kan træne medlemmerne i emner som lederskab og medborgerskab, mad og drikke til workshops og/eller reducering af priser, så flere unge kan deltage til seminarerne. Et af de højeste ønsker hos den lokale afdeling er, at at få penge nok til at leje et lokale, så de kan have et kontor, hvor de kan holde møder. Lige nu skiftes de til at mødes hjemme hos hinanden eller udenfor. Enock fortalte mig, at de også har en drøm om at købe en taxa, som også skal give dem økonomisk overskud, til at gøre endnu flere ting. Både fiske- og taxaprojektet skal drives af de lokale unge, som derved får erfaring med at tage ansvar og drive et projekt.

Lige nu er der dog et par forhindringer, som gør, at projektet stadig ikke er helt oppe at køre endnu. Fiskeprojektet startede i november 2017, og efter planen burde fiskene derfor være klar til at sælge nu. Problemet er, at fiskefoder er dyrt i Cameroun, og afdelingen mangler penge til at købe mad nok, så fiskene bliver store nok til at sælge. Desuden er der efter sigende fisketyve på rov om natten, som gør, at de mister indtjening.
Afdelingen er derfor lige nu på udkig efter investorer, der vil låne dem penge til mere foder, så fiskeprojektet kan få luft under vingerne, og nogle af deres drømme kan blive realiseret i den nærmeste fremtid. Jeg krydser fingre for dem.

IMG_1627.jpg
IMG_1628.jpg
IMG_1626.jpg

Se flere indlæg fra “Praktik hos YMCA Cameroun 2018”

Del, spred og inviter andre