Søg
Værtsfamilien

En skabelsesberetning

Første livstegn fra en antropologistuderende i felten hos YMCA Cameroun.

Fra Vesterbølle til antropologistudie

I begyndelsen var en uvidende, godtroende og positiv pige. Denne begyndelse var den 4. november 1992 og fandt sted i en by, som bliver kaldt Vesterbølle. Nu var en pige skabt, og hendes forældre og storesøster kaldte hende Anna.

De så, at det var godt, så de sagde "lad der blive to søskende mere", og yderligere to børn blev skabt. De adskilte børneflokken til fire individer og kaldte dem hver deres navn. På femtenårs fødselsdagen var en stadig godtroende, positiv og nu lidt mere vidende pige startet på efterskole.

Hun så, at det var godt, så hun tog et år mere, og et selvstændigt og ungt menneske var ved at blive skabt. På 20-års fødselsdagen så hun, at hun efter en gymnasiel uddannelse ikke vidste, hvad hun skulle uddanne sig til, så hun tog på højskole, og her blev en yderligere interesse og nysgerrighed for andre mennesker skabt, og hun havde her også sit første rigtige møde med en, for hende, fremmed kultur, da hun tog til Ghana med højskolen.

Hun så, at det var godt, og derfor valgte hun at begynde på en uddannelse i antropologi, hvor hun lærte om sin egen og andre menneskers kultur, væren, gøren og færden.

Hun så, at det var godt, så hun fortsatte og bestemte, at hun ville til Cameroun på det, de i antropologiverdenen kalder feltarbejde. Så på den 15. dag i den måned, mennesket har kaldt juni, tog hun til Camerouns hovedstad, Yaounde, for der at undersøge og arbejde sammen med YMCA Cameroun for at forstå, hvordan de frivillige arbejder, oplever, tror og motiveres der.

Blog fra Yaounde i Cameroun

Denne begyndelse leder til Yaounde, hvor jeg er nu, og snart har brugt tre måneder på at forstå en brøkdel af det, som Gud skabte på syv dage - hvis man forstår dette i en så bogstavelig forstand som flertallet af de kristne, jeg møder her.

Jeg har efterhånden haft en del oplevelser, som jeg har lyst til at dele, og som måske endda kunne være interessante for andre at høre om, og jeg vil derfor de næste to måneder løbende komme med lidt blogindlæg. Hvis du er typen, der higer efter kronologi, rød tråd, og i det hele taget struktur, så vil jeg advare dig på forhånd.

Det er ikke de egenskaber, Gud har givet til mig, da han uddelte talenter, og det vil der derfor ikke blive meget af i dette lille univers, hvor jeg vil genskabe og fremstille nogle af de personlige oplevelser, der følger med mit ophold som praktikant og antropolog på feltarbejde i Cameroun YMCA.

I stedet får du tanker, erfaringer, overvejelser, oplevelser og mere eller mindre væsentlig information fra en anden del af verden, der på mange måder er forskellig, men samtidig ikke så langt fra den del af verden, jeg kommer fra.

Bibelen på skrivebordet

Med forsøg på ikke at blive blasfemisk har jeg, som den bibelkyndige læser sikkert har bemærket, i skabelsen af denne blog valgt at søge inspiration i den evige inspirationskilde i den hverdag, som jeg har været en del af i snart tre måneder; nemlig bibelen, der er en så nærliggende kilde til inspiration, at den i bogstaveligste forstand ligger på bordet foran mig på YMCA-kontoret, hvor jeg har min daglige gang sammen med nogle af de frivillige i YMCA i Cameroun.

Nu er skabelsen af denne blog skabt, og omend bidraget er noget mere beskedent end bibelens skabelsesberetning, så håber jeg, du synes, det er godt.

Skabelsen
Første og indtil videre eneste færdiglæste bog på fransk - skabelsesberetningen, så selv børn forstår det
Værtsfamilien
Min værstmor og -søster på terassen ved huset, hvor vi bor
Kontoret (1)
Døren til Cameroun YMCAs kontor