Søg
Adrian 1.jpg

Ankommet til Peru

Adrian er ankommet til Peru, hvor han skal være global frivillig de næste 3 måneder

Mit navn er Adrian, og jeg er en fyr på 21, som er taget om på den anden side af Jorden med KFUM og KFUK, hvor jeg skal tilbringe et godt stykke tid hos YMCA i Peru. Jeg har givet mig selv to gigantiske benspænd: Jeg er taget alene afsted, og jeg kan ikke snakke særligt godt spansk. Et lidt vanvittigt projekt på mange måder.
Når man kommer som fremmed til et nyt land, er der nogle helt simple ting, der skal på plads: Hvor skal jeg sove, spise og gå på toilettet, hvem skal jeg tale med, hvis noget ikke er i orden, og er der nogle specielle sociale koder, som man skal følge - altså de helt grundlæggende ting. Nu har jeg selv oplevet på egen grisefarvede krop, hvor sindssygt udfordrende det er at komme til en helt ny kultur, og det får mig til at tænke på mit netop overståede højskoleophold. Her var der flere udlændinge fra eksempelvis Indien, Costa Rica, Palæstina og Honduras. Jeg håber, at hvis jeg havde haft den samme viden, som jeg har nu, så havde mine handlinger i de første dage på højskolen været anderledes; at jeg havde bedre til at hive de udenlandske med til sociale aktiviteter, givet dem en lille introduktion til sociale koder på en dansk højskole - igen, de tilsyneladende små ting, men de ting, som fylder vanvittigt meget for en hvilken som helst udefrakommende i den første tid.

Nu skrev jeg tidligere i denne tekst, at jeg tog herned alene. Og det gjorde jeg, men alene her i Peru, det er jeg godt nok ikke. Jeg er jo så heldig at rejse indenfor rammerne af YMCA, og der er så mange mennesker omkring mig, som kun vil have, at jeg skal have det bedst mulige ophold. YMCA giver en sammenhængskraft udover det helt simple faktum, at vi alle er mennesker. Når sproget ikke foregår på samme frekvens, og kulturer clasher, så er YMCA og de tilhørende værdier mine badevinger i dette spring ud på de 70.000 favne vand. Fornøjet kan jeg ydermere rapportere, at man (også) i Peru kommer langt med åbent kropssprog og et smil på læben - desuden er reglerne i fodbold heller ikke anderledes i Peru, det gælder også om at score mål her!

Se flere indlæg fra “Global frivillig i Peru, forår 2019”

Del, spred og inviter andre