Søg
Peru_huacachina.jpg

En måned i Peru

Ida og Signe har tilbragt en måned hos YMCA i Peru som volontører. Det har skubbet deres grænser og givet dem venskaber for livet.

Ankomsten

Den 27. december 2016 lander to spændte, motiverede, danske piger i lufthavnen i Lima, Peru. Efter en i alt 14 timers lang flyrejse var de godt trætte, men efter at blive mødt af en vaskeægte peruvianer, som med kram og kærlighed bød dem velkommen til Peru, blev trætheden hurtigt glemt.

Trods jetlag og udmattelse gik de to piger hurtigt i turist-mode og overdængede den søde peruvianer med spørgsmål samt knipsede løs med kameraerne. De fandt hurtigt ud af, at peruvianere er kendt for at tage tingene, som de kommer, og for altid at være mindst en halv time forsinkede.

Så selvom de to pigers strukturerede danskersind meget gerne ville have nogle informationer, måtte det altså lige vente lidt endnu. Efter en hurtig snack, gik de to piger trætte, men høje efter en meget varm velkomst i seng. 

Den peruvianske YMCA-familie

Den første måned her på YMCA i Lima er nu fløjet af sted, og den har været fyldt med nye oplevelser, spændende mad, som har sendt os op til flere gange til lægen, en masse utroligt varme peruvianere, sproglige udfordringer samt store personlige udviklinger.

De første dage oplevede vi gang på gang AHA-momenter over hvor stort, YMCA egentlig er. Der var salsaklasser, karateklasser, teater, spilleaftener, svømning, sociale projekter, lejre, lederkurser, make up-klasser og meget, meget mere. Ja, der er så mange forskellige aktiviteter, at vi stadig bliver overraskede her efter en måned.

Det mest overvældende er dog det kæmpe antal frivillige, som virkelig brænder for at hjælpe andre, samt være sammen med andre frivillige. Flere af de unge fra 13-18 er hen over sommeren frivillige og/eller deltagere i programmer hver/hver 2. dag mandag-lørdag. Derudover hænger de også ofte ud på YMCA i deres fritid. Med så mange ildsjæle er det altså utroligt svært ikke lynhurtigt at komme til at føle sig som en stor del af den peruvianske YMCA-familie.

Generelt er vi altså bare blevet så godt modtaget. Faktisk er vi vist begge enige om, at vi aldrig nogensinde før har følt os så velkomne i et andet land. Folk, vi ikke tidligere har mødt, kommer simpelthen hen og kysser og krammer os og siger ”Hej Ida og Signe”, fordi der hurtigt startede rygter om de to nye danske volontører. Flere gange ugentligt bliver vi inviteret ud at spise eller tilbudt guidede ture rundt i byen.

"Negative ting skal man lede længe efter"

Negative ting om peruvianerne her på YMCA skal man altså virkelig lede længe efter. Men hvis vi alligevel skal påpege en enkelt ting, så skulle det nok være det peruvianske ur. Fordi vi har hurtigt lært, at det peruvianske ur vist ikke helt kører med den samme hastighed som resten af verdens ure.

Når vi i Vesten siger 10 minutter, så forstås det i Peru som mindst 20 minutter, og hvis mødetidspunktet er sat til kl. 14, så regner alle oprigtigt med, at det først er kl. 14.30.

Det har da helt sikkert også sin charme, men når vi til tider har ventet både 1, 2 og 3 timer, så må vi da indrømme, at det kan være en smule frustrerende at bruge sin ene ugentlige fridag på at vente. Men når det så er sagt, så må vi altså også bare sige, at dette bare er en lille biting, der hurtigt overskygges af alle de andre gode ting i dette smukke land.

Venskaber for livet

Vi har i denne måned oplevet så mange ting, så det er svært at forstå, at der kun er gået en måned. Vi har sammen med de syv andre internationale volontører skabt venskaber for livet, skubbet vores grænser, lært at tage tingene lidt mere, som de kommer, og lært utroligt mange ting om YMCA i både Peru, Columbia og Brasilien, hvor de andre volontører er fra.

Derudover har vi forsøgt at videreformidle en del af det, vi værdsætter ved den danske kultur, og vi er på den måde gået fra at sydamerikanerne siger ”Danmark? Hvad er det?” til ”Danmark! Der skal jeg hen!”.

Vi har vores søndage fri, og de er derfor ofte blevet brugt på ture på fx stranden eller små ture til centrum af Lima. En enkelt søndag har vi også brugt på at tage til Huacachina, en oase midt ude i ørkenen. Det var virkelig en fantastisk oplevelse, hvor vi sandboardede, spiste lækker mad og nød solen nede på stranden med peruvianere og andre frivillige. Generelt er der ikke så meget tid til at tage på udflugter og opleve andre dele af landet, så det er med at gribe chancen, når den er der, og det var virkelig en god oplevelse af få med også.

Mañana nos vemos

Den sidste måneds tid har altså budt på mange sjove misforståelser, nye venner, grænseoverskridende udfordringer, gastronomiske prøvelser, tankevækkende samtaler og oplevelser, vi aldrig nogensinde vil glemme. For Ida venter der nu tre måneders volontørarbejde mere på YMCA, inden hun skal på rundrejse i Sydamerika, mens Signe nu sidder lettere følelsesladet i flyveren på vej til Danmark for derefter at tage på rundrejse i Asien.

Én ting er i hvert fald sikkert; det er ikke sidste gang, vi har været i Peru, fordi vi er nødt til at komme tilbage og besøge vores peruvianske familie. Der er altså ingen tvivl om, at noget af det, der har gjort mest indtryk på os, er peruvianerne og de andre internationale volontører. Så mange fantastiske mennesker med så mange fantastiske værdier og personligheder.

Det er derfor rigtigt svært at skulle sige farvel og drage hver til sit, når vi bor så langt fra hinanden. Men en colombianer lærte os udtrykket ”Mañana nos vemos”, som betyder: ”Vi ses i morgen”, og det skal bruges, når vi savner hinanden. For selvom vi måske ikke ses i morgen eller nogensinde igen, så skal Gud nok hjælpe os med at blive i hinandens hjerter, og med at møde hinanden igennem andre.

Vi er selv herre over vores liv, og hvis bare vi bliver ved at håbe og tro, så kan vi sammen opnå store ting. Og det har vi i den grad oplevet i løbet af den seneste måned.

YMCA_peru_gaarden.jpg
I gården på det kæmpestore YMCA i Lima, Peru.
peru_familie.jpg
Sidste aften med vores internationale familie i Peru.

Del, spred og inviter andre