Nyuddannet musiker vinder konkurrencen
88 nykomponerede melodier blev indsendt, da KFUM og KFUK inviterede til en konkurrence om at sætte musik til salmedigter Iben Krogsdals tekst “Du som styrker vores hænder”. Juryens valg faldt på den melodi, som Andreas Vium Nørgaard havde skrevet og indsendt.
Andreas er netop uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus som pianist, sanger og musikleder og arbejder desuden med moderne kirkemusik som sangskriver, komponist, kirkemusiker, korleder og producer.

En salme om KFUM og KFUK’s vision
Salmen bygger på Iben Krogsdals digt “Du som styrker vores hænder”, der udkom i digtsamlingen Tre i 2018. Digtets ord om at åbne andres døre, finde nye veje og give plads til flere taler ind i KFUM og KFUK’s formål og vision. Herfra voksede idéen om at give teksten en melodi, så den også kunne blive en del af organisationens fællessang.
For Iben Krogsdal er forbindelsen mellem tro og fællesskab central:
Det er stærkt og vigtigt, at KFUM og KFUK sætter fokus på, at tro og håb og kærlighed ikke kun er noget, der sker mellem mennesker og Gud. Men at det i dén grad er noget, vi får og giver hinanden. Det har måske aldrig været så vigtigt at huske som lige nu.

En melodi, der bliver ved med at synge
Netop tekstens længsel, håb og vilje har været udgangspunktet for Andreas Vium Nørgaards arbejde med melodien. Han fortæller:
Min melodi vokser ud af den længsel, det håb og den vilje, jeg læser i Iben Krogsdals bøn om at være kirke. Med inspiration fra den danske salmetradition og et moderne nordisk tonesprog har jeg forsøgt at skabe et musikalsk udtryk, der på én og samme tid føles velkendt og nyt. Melodien er fællessangsvenlig, inspireret af sætningen ‘nye vilde veje’ og komponeret i spændet mellem den klassiske og rytmiske musik.
Melodien har også gjort indtryk på Iben Krogsdal. Hun beskriver, hvordan den blev hængende, efter at hun havde hørt den:
Det er faktisk vildt, at man kan lave sådan en melodi: Lige da jeg hørte den, tænkte jeg: Nå, den vil måske ikke så meget nyt. Og så blev den alligevel bare ved og ved med at synge indeni, og den synger endnu. Når den gør det, så ved jeg, at den allerede er blevet en del af min indre salmeskat.
Et fællesskab, der åbner døre
Salmen slutter med ordene: “vi vil gerne være kirke”. Det handler ikke først og fremmest om kirkebygninger eller gudstjenester, men om den måde, vi er fællesskab på.
KFUM og KFUK’s kristendomskonsulent Ida Kruse Schaumburg-Müller forklarer det sådan:
I kristen teologi betyder kirke ikke først og fremmest en bygning. Man kan være kirke mange steder. Det kan være, når vi samles om troen, men også når vi skaber fællesskaber, hvor mennesker bliver set, får plads og oplever, at de hører til. At være kirke er også at lade troen få betydning for den måde, vi møder hinanden og verden omkring os på. På den måde passer salmens sidste linje godt til KFUM og KFUK: Vi vil gerne være et fællesskab, der åbner døre og giver plads til flere.
Premiere på Landsmødet
Salmen får officiel premiere ved gudstjenesten på KFUM og KFUK’s Landsmøde, der finder sted den 6.-8. november 2026. Håbet er, at den derefter bliver sunget mange steder i KFUM og KFUK – og andre steder, hvor mennesker får lyst til at tage den til sig.
Indspilningen er allerede udgivet på streamingtjenester, så du kan lytte til salmen og lære den at kende. Du kan også hente noderne og selv synge eller spille med.
Lyt til salmen
Find “Du som styrker vores hænder” på alle streamingtjenester, blandt andet på Spotify: https://open.spotify.com/track/4K0Yr42aJOBLmX72VTFmJN
Læs teksten
1. Du som styrker vores hænder
til at åbne andres døre
lad os ikke ske forgæves
giv os mere godt at gøre
2. Vis os nye vilde veje
større himle end vi aner
læg en overjordisk retning
ind i vores egne planer
3. Giv os plads til mange gæster
steder vi får lov at virke
læg dit hjerte ind i vores
vi vil gerne være kirke
Download noder
Noderne findes i to versioner: en firstemmig kor- og klaversats og en enklere, guitarvenlig version med færre akkorder.
Juryen bestod af
Andreas Lund Rasmussen, udviklingskonsulent hos KFUM og KFUK i Ringsted
Caroline Meier Damgaard, korleder i Fællesklang Kolding
Christian Hougaard-Jakobsen, forstander på Midtsjællands Efterskole
Iben Krogsdal, salmedigter og ph.d. i religionsvidenskab
Margrete Nørtoft Thomsen, medlem af KFUM og KFUK's Kristendomsudvalg
Signe Maj Petersen, musiklærer på Hardsyssel Efterskole








