Vi har brug for din støtte

Der er mange måder at støtte os på. Du kan bl.a. både sende sms, bruge MobilePay, girokort eller oprette en fast gave i Betalingsservice. Alle bidrag er fradragsberettigede.

Vælg din måde at støtte på her

På forhånd mange tak for din støtte til KFUM og KFUK!

Påskedag indsamler kirkerne til KFUM og KFUK

I kirkerne samles der påskedag ind til KFUM og KFUK. Denne indsamling - kombineret med gaver fra private, der ønsker at støtte KFUM og KFUK's aktiviteter for børn og unge - udgør en væsentlig del af vores indtægter.

Indsamlinger fra kirker kan indbetales her (angiv venligst kirkens navn og evt. sognekode):

5 refleksioner over påskedagene

KFUM og KFUK har skrevet 5 reflektioner over palmesøndag, skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag.

Palmesøndag

Teksten til palmesøndag er indtoget i Jerusalem, hvor Jesus kommer ridende ind i Jerusalem på et æsel. Jesus lovprises og modtages med glædesråb af folkeskaren, som bredte deres kapper ud på vejen og skar grene af træerne, for at de kunne strøs på vejen. Det, at folkeskaren bredte deres kapper ud på vejen, var et tegn på tilbedelse og respekt for Jesus. Han modtages som en konge.

Jesus modtages her med glædesråb og tilbedelse af folkeskaren. Men hvordan er vores ”modtagelse” af Jesus egentlig. Jesus modtages ikke af os mennesker på samme måde som af folkeskaren i Jerusalem, men i overført betydning modtager vi Jesus hver eneste dag. Som kristne har vi en gang for alle valgt at tage imod Jesus og vi har valgt at give Ham en plads i vort sind og liv. Selvom det af og til kan føles som om Jesus og det at være kristen kan flyde i baggrunden til fordel for ligegyldige ting, har Jesus altid en plads og kan altid modtages. Han er altid til stede og vil høre vores bønner. Vi skal blot modtage Ham ved fx at folde vores hænder. I det daglige kan det at folde sine hænder og bede, være en modtagelse af Jesus.

Refleksion over ens egen modtagelse af Jesus, over påskens begivenheder – at Jesus led og døde for vores skyld og genopstod – over det at være kristen, er, hvad ugen mellem palmesøndag og påskedag er oplagt til. Ugen kaldes den stille uge, idet den ligger op til refleksion og eftertænksomhed. I en hektisk hverdag med mange gøremål, er det let at skyde refleksion og eftertanke over det at være kristen hen i det glemte. Påskeugen ligger op til at drosle ned på hverdagens travlhed og lade kristendommens budskab og begivenheder komme helt ind under huden, så vi husker på, hvad det er Jesus gjorde for vores skyld.

Skærtorsdag

Da jeg var barn, benyttede min familie og jeg ofte skærtorsdag til at tage ned over grænsen til Tyskland for at købe sukker, snolder og andre mere eller mindre unødvendige ting. Grunden til, at det lige var skærtorsdag, der blev valgt til dette udflugtsmål var, at skærtorsdag ikke er en helligdag i Tyskland, hvilket betyder, at butikkerne er åbne og folk er på arbejde, ligesom en hvilken som helst anden torsdag. Som barn syntes jeg, det var fantastisk at bruge en ellers lidt kedelig helligdag til at løbe mig rundt mellem forretningernes slikhylder og glædes over dette fantastiske slikparadis.

Som voksen har skærtorsdag dog fået en hel anden betydning for mig end vingummi og bolsjer i læssevis, og jeg er taknemmelig for, at vi i Danmark har skærtorsdag som en helligdag, så vi kan stoppe op og fokusere på det, der skete denne dag.

Skærtorsdag er aftenen inden Jesus føres til Golgata for at lide døden på korset. Der sker mange ting denne aften, og der er mange ting man kan hæfte sig ved, når man læser beretningen i de forskellige evangelier i Bibelen.

Først og fremmest er det denne aften Jesus har sit sidste måltid - og den første nadver - med sine disciple. Det er denne aften Jesus tager et brød og noget vin, takker for det og siger til sine disciple, at dette brød og denne vin er hans legeme og hans blod. Jesus indstifter nadveren og laver en ny pagt mellem Gud og mennesker. Samtidig beder han sine disciple om, at de, når de spiser og drikker, husker ham og det han har gjort.

Nok var skærtorsdag sidste gang, Jesus havde et måltid med sine disciple, men det betyder ikke, at vi i dag ikke kan have fællesskab med Jesus. Jesus indstiftede nadveren, så vi også i dag må have fællesskab med ham, og huske på det han har gjort for os. At han ofrede sit legeme og sit blod for os, for at vi, hvis vi tror, må have evigt liv og fællesskab med ham.

Heldigvis er det ikke kun skærtorsdag, vi fejrer nadveren, men alligevel er det en dag, hvor vi endnu engang kan mindes det Jesus har gjort for os og takke ham for, at han ønsker fællesskab med os.

Skærtorsdag kan man læse mere om i:

God skærtorsdag.

Langfredag

Gud vil frelse mennesket, derfor ofres menneskesønnen. Der er ingen vej udenom.

Langfredag korsfæstes Jesus på Golgata-bjerget, Gud lader sin søn dø for menneskenes skyld. Sådan hører vi ofte langfredagens begivenheder udtrykt. Men hvad vil det egentlig sige?

Nogle har hørt om Abraham fra Det Gamle Testamente, hvor Abraham ofrer sin søn Isak på Guds befaling. Lige akkurat før ofringen skal finde sted, afbryder Gud handlingen. Gud er ikke interesseret i at lade Isak dræbe sin søn, han er kun ude på at teste Abrahams tro og loyalitet.

Langfredag er det ikke en test eller prøvelse. Dér ofres Jesus, som i sin angst, smerte og ydmygelse råber til sin Fader (måske med reference til salme 22): ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Langfredag derimod sker der intet. Der er larmende tavshed fra Guds side. Gud lader sin søn dø i dyb fornedrelse. Det overgår langt vores fatteevne, at en far kan ofre sin egen søn. Ja, det lyder helt utilgiveligt. Men netop tilgivelse er årsag til, at Gud ofrer sin søn. Det er en kærlighedens gerning. Af kærlighed til mennesker ofrer Gud Jesus. Når Jesus dør på korset er det for menneskers skyld, hedder det altså. Al synd og skam lægges på Jesu skuldre. Det er store ord, og vi må spørge, hvad dette betyder for os i vores liv i dag? Det betyder, at al ondskab, både det vi kender fra TV, aviser og vores eget liv og alt det, vi ikke er bevidste om, det vi er ligeglade med, det vi ikke fik sagt eller gjort, tilgives af Gud. Det betyder i bund og grund, at vi tilgives vores menneskelige utilstrækkelighed overfor Gud og andre mennesker!

Påskedag

Glædelig påske!

Evangelietekst: Markusevangeliet kap. 16 v. 1-7

Påskekyllingen har gjort sit indtog i KFUM og KFUK’s publikationer, hos venner og bevægelsens aktiviteter. Billedet husker os på, at opstandelse har med liv at gøre.

I den østlige Ortodokse Kirke gør man brug af samme billede. Mange steder følges den gamle skik at lægge smukt dekorerede æg ud på gravene i løbet af den stille uge mellem palmesøndag og påskedag. Og påskeaften mødes familien så ude ved graven, og kaster ægget mod jorden, idet man siger: Kristus er opstanden. Som kyllingen har trængt sig ud af den lukkede skal, sådan bryder Jesus Kristus ud af gravens mørke.

Jesu opstandelse fra de døde er Guds stærkeste Ord til os om, at Hans kærlighed og trofasthed varer indtil evig tid. Gud kommer til os som sejrherre, som far, som broder, som Hellig Ånd, og når det sker, bliver vore tunge sten af tvivl, synd og ligegyldighed til intet. Gud er Livets Gud, der har skabt os alle til at leve, ikke til at dø.

I dåben blev vi forenet med Jesus Kristus, den korsfæstede og opstandne Herre. Og her fik vi løftet om, at den almægtige Gud som nu havde skænket os syndernes forladelse, at Han vil styrke os med sin nåde til det evige liv! Han bevare din udgang og din indgang fra nu af og indtil evig tid.

Efter 1. verdenskrigs afslutning besøgte prinsen af Wales et sygehus, hvor der endnu lå nogle sårede. Han hilste på hver enkelt af dem, sagde et par venlige ord, og spurgte om der var flere end dem, han havde hilst på. Jo, der var endnu en, som lå på et eneværelse, men han var så hærget, at kun læger og sygeplejersker, der var vant til selv det værste, kunne udholde at se ham. Prinsen forlangte at komme derind. På sengen i det halvmørke værelse lå en skikkelse, som næppe kunne kaldes et menneske mere, kun rester af et menneske, rester, der endnu åndede, men som ikke kunne se og næppe tale. Prinsen bøjede sig over sengen og kyssede dette ansigt, der knapt kunne kaldes et ansigt.

I det øjeblik har dette hærgede menneske forstået noget af, hvad medmenneskelighed vil sige, men det er lige netop, hvad Gud vil gøre med os. Vi, som er skabte i Guds billede, vi er i syndens krige vansirede indtil det ukendelige, men i Ordet om syndernes forladelse og det evige liv bøjer Gud sig ned til mig og ser ikke den hærgede synder, men barnet, helligt og kært, ligesom Gud ser på sin enbårne søn. 

2. Påskedag

Prædiketekst Lukas 24, 13-35

Den sidste helligdag, nr. 5 i rækken på 8 dage, og dagen derpå ovenpå den festlige påskedag – denne dag dannes der en tydelig bro til min hverdag, til nutiden. Det handler om, hvad det er at møde den opstandne i live i dag? Og det er der så også en meget skøn og rigtig ny salme om med mange bibelfunderede svar og eksempler, skrevet af Hans Anker Jørgensen, DDS 249. Og her har vi allerede i vers 3 et svar, der anvender dagens evangelium om Emmaus-vandringen:

”Det er som disciple på Emmausvejen, alene, skønt to, at møde en fremmed og mærke forlegen, hans ord må vi tro; han udlægger Skriften, så hjerterne brænder, han minder utroligt om en, som vi kender”.

I min udlægning: Opstandelse er det følgeskab, hvor du er på din egen vej mod det ukendte, måske fyldt med sorg og ubesvarede spørgsmål som de første disciple. Og da kastes der lys over Skriften, da bliver ordene levende for dig, de brænder sig ind i dit hjerte, Bibelens fortælling får dig til at brænde for noget, der er større end dig.

Du kunne jo måske spørge dig selv om, hvad der er det helt centrale bibelord for dig, og hvad der fik det til at brænde i dit hjerte? Alternativt kunne du også tage en længsel frem, du har om, at noget fra Bibelen skulle blive mere levende for dig.

Følgeskab som opstandelse, det er da til at tage at føle på og forstå. Og er et budskab, der selvfølgelig fortæller om det usynlige, som kun kan ses med hjertet. Hvad Kristi følgeskab siger om medleven i vores liv, og stadig er vort liv vort ansvar, det er forbilledligt enkelt og kort og klart udtrykt i Bjørn Eidsvågs sang/salme:

Du si´r du er træt, men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig…Den er vidunderlig, når Eidsvåg slutter en koncert, og vi går fra oplevelsen med ordene: ”Jeg gir død til liv for dig.” Allersmukkest er sangen i Sidsel Kyrkebys indspilning. Det er på hver sin måde opstandelses-nærvær. Og mit liv bliver mere levende og glædesfyldt.