KFUM og KFUKs værdigrundlag og vision

- KFUM og KFUKs logo består af en trekant, hvis sider skal symbolisere; ånd, sjæl og legeme. Det betyder, at vores aktiviteter står på tre ben. Vi laver både noget for kroppen, noget for ånden og noget for sjælen.
KFUM og KFUK i Danmark er en kristen organisation for børn og unge. Det præger de aktiviteter, vi laver, og den måde, vi er sammen på.
KFUM og KFUKs vision
Den udfordring, KFUM og KFUK først og fremmest tager op i de kommende år, handler om at børn og unge skal vide, de kan tro på Gud – og at Gud tror på dem.
KFUM og KFUK ønsker, at markere sig som en organisation, der er kendt for at kunne tilbyde elementær indføring og gode oplevelser med kristendom – og gøre det godt, sobert og sjovt. Lokalt, på det nære plan, gennem klubber og andre tilbud til børn og teenagere, og på distrikts- og landsplan gennem tilbud om festivals, lejre, kurser og internationale oplevelser.
KFUM og KFUK er for alle uanset tro og overbevisning
Målgrupperne vil både være børn, der i forvejen kommer fra en kristen baggrund, og alle børn, der måske/måske ikke er døbte, men ikke har nogen aktiv kristen tradition med hjemmefra. Blandt nydanskere er det mest oplagt for KFUM og KFUK at henvende sig til kristne indvandrer-grupper, men KFUM og KFUK har åbent medlemskab, så mennesker af alle trosretninger kan deltage i aktiviteterne.
I de kommende år arbejder vi derfor ud fra visionen om, at:
"Børn og unge skal vide, de kan tro på Gud – og at Gud tror på dem "
KFUM og KFUKs kristendomsprofil
KFUM og KFUKs kristendomsprofil kredser om individet og dets forhold til Gud, sig selv, andre og biblen. For hvert fokus er der formuleret et kort statement, der beskriver, hvordan vi hos KFUM og KFUK tolker det kristne fællesskab, som vi er en del af og hvordan vi ønsker at møde hinanden.
Læs mere om kristendomsprofilen
KFUM og KFUKs formål:
"KFUM og KFUK i Danmark er en børne- og ungdomsbevægelse, som har til formål at forkynde evangeliet om Jesus Kristus."

