En folkekirke uden folkelige stemmer?

Af: Thomas Godsk Larsen, tgl@kfum-kfuk.dk

Manu Sareen har netop sagt tak for i dag på en konference om ”en mere sammenhængende og moderne styringsform for folkekirken”, som det hed i indbydelsen. Og dette uden de frie folkekirkelige organisationer, herunder KFUM og KFUK.

Der er i dag taget hul på arbejdet med en folkekirkelig styringsreform, men det er stort set sket uden de stemmer, der netop er med til at gøre kirken folkelig. De frie folkekirkelige organisationer, der blandt andet tæller FDF, klubaktiviteter, socialt arbejde og os i KFUM og KFUK, er nemlig slet ikke med på dagsordenen.

Vi er mange
I de folkekirkelige børne- og ungdomsorganisationer når vi omkring 100.000 børn og unge, og ser vi samlet på de frie folkekirkelige organisationer, er vi op mod 100 landsorganisationer, der kan grupperes inden for kategorierne børn og unge/undervisning, diakoni og mission. Vi tæller over 200.000 medlemmer, endnu flere bidragydere og omkring 100.000 frivillige. Små 4.000 lokale kredse, over 10.000 ansatte, over 500 millioner kr. i frivillige gavebidrag og en betydelig forvaltning af offentlige midler via driftsoverenskomster for flere milliarder kroner. Vores samlede budgetter ligger således ikke meget under den formelle folkekirkes budget.

Vi er med til at drive udviklingen
Vores størrelse og bredde til trods løber vi ofte, for nu bare at tage de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, panden mod muren i folkekirken. Der er mange gode tiltag i de enkelte sogne – men systemet er tungt og uigennemsigtigt at arbejde med. Men hvem kan for eksempel bestemme, at folkekirken nu skal lave en samlet satsning på multimedieorienteret konfirmationsundervisning? Ingen! Med det resultat, at gode viljer i alle stifter løber i hver sin retning, hvis de da overhovedet bevæger sig.

I de frie organisationer er vejen fra idé til handling kort, og derfor er det ofte dem, der kan eksperimentere med nye kirkelige tiltag, som efterfølgende er blevet overtaget af den officielle folkekirke. Det gælder for eksempel udviklingen af nye gudstjenesteformer eller formidlingsformer omkring kristendom. Udviklingen sker som oftest lokalt, som det for eksempel gjaldt for udviklingen af ungdomskirken Brorsonskirken. Noget tilsvarende er på vej i Aarhus. Men sikres der ikke en mere overordnet model for udvikling ”nedefra”, risikerer flere tiltag at strande eller i bedste fald kun overleve netop der, hvor de er blevet til.

Folkekirken er mere end officielle strukturer
Hvis man betragter kirken som en ’statskirke’, ser man kun de officielle strukturer fra kirkeministerium over stifter, biskopper, provstier til menigheder med præster og menighedsråd. Men hvis man vil tage alvorligt, at den danske kirke er en folkekirke, så udgør de frie kirkelige organisationer en vigtig del af folkekirkens folkelige forankring.

Alternativet skal vi kigge over Øresund for at se. Går vi til vores søsterkirke i Sverige vil man her finde Svenska Kyrkan med et hovedkontor på 300 ansatte, hvor meget af det arbejde, der i Danmark udføres i de frie kirkelige organisationer, gøres som en del af den officielle kirkes struktur og organisation. I Tyskland finder vi noget tilsvarende.

Stor debat i medierne
I dag bød ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen (R) så en række kirkelige aktører velkommen til en lukket konference i Landstingssalen på Christiansborg for at kickstarte processen med at udarbejde »en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken«, som det er formuleret i regeringsgrundlaget for SRSF-regeringen.  Men altså vel at mærke, uden at en eneste repræsentant for hele den brede skare af frie kirkelige organisationer er inviteret til at bidrage med vores ønsker og forventninger til en styringsreform.

Det har allerede afstedkommet en del debat i medierne, blandt andet med et debatindlæg i Politiken i dag, 16. april 2012, af ”vores egen” generalsekretær Kirsten Lund Larsen og med en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor Kirsten er medforfatter, også bragt i dag.

Vi vil gerne lege med!
Vi tror - og håber - ikke på, det betyder, regeringen ønsker sig en svensk model, men i stedet en videreudvikling af vores særlige danske model, hvor alle gode kræfter i højere grad end i dag trækker i samme retning. Så vi hilser tiltaget om en folkekirkelig styringsreform velkommen – og vi vil gerne inviteres til at spille en aktiv rolle i det kommende strukturarbejde.