Marie Munk Povlsen var i 2009 udsendt som counselor til YMCA Camp Duncan i USA. Se hvordan en dag forløb på en amerikansk sommerlejr.

Sol, varme, smukke omgivelser, tornadoer, tårer, smil, latter, lange dage, korte nætter, sange, myg og fantastiske mennesker. Det er ikke så lige til at beskrive en sommer på Camp Duncan.
D. 28. maj ankom jeg til Camp Duncan, spændt og forventningsfuld på det, som jeg skulle opleve i løbet af sommeren. Dagen efter ankomsten startede vores træning, og her fra rullede den lavine af oplevelser og indtryk, som min tid på lejren blev fuld af. Det var spændende at arbejde sammen med unge fra en andre steder i verden og ret sjovt at opleve, hvor forskellige vi var. Børnene på campen kom fra vidt forskellige baggrunde og mange havde meget hårde vilkår. Alligevel var næsten alle deltagerne glade og dybt optagede af alt det, der skete omkring dem. Det var utroligt livsbekræftende at opleve hvordan børn, som normalt levede en hverdag fyldt med problemer kunne glemme alt det derhjemme og bare nyde nuet fuldt ud. Alle dage var spækket med program fra morgen til aften og aktiviteterne stod på alt fra sejlads og smykkelavning til jagten på tyven af internationale flag. Jeg havde aldrig troet, at det skulle virke normalt at stå omkring et træ og synge, for at få en vampyr til komme frem, men pludselig var det det mest naturlige i verden.
Selvfølgelig var alt ikke lutter lagkage, somme tider var der børn så påvirkede af deres miljø, at vi måtte indse, de ikke kunne være en del af fællesskabet. Andre gange kom oplevelserne så skræmmende tæt på, at jeg fik lyst til at gå min vej uden at se mig tilbage, men glæden ved gøre en forskel for så mange børn var så stor, at den opvejede de svære situationer. Tiden fløj af sted. Pludselig var tiden gået, og jeg sad uendeligt rigere i flyveren på vej tilbage mod Danmark. 
Jeg håber andre har lyst og mod til at tage af sted på en rejse, som kan blive en oplevelse for livet. Én ting er helt sikker – jeg vil aldrig glemme min sommer på Camp Duncan!

Læs mere om Maries oplevelser på hendes blog: http://www.mariemunkpovlsen.blogspot.com/