Guds nåde er en vintergæk

Guds nåde er en vintergæk

Det stod lysende klart. Ja, det var nærmest malet i de unge konfirmanders ansigter, at de ikke havde fattet en bjælde af det hele. Den unge præst havde forsøgt at forklare, hvad der skete langfredag, og hvad det betyder for dem. Det var en svær opgave for ham. Han endte med at gribe tilbage til søndagsskolens lære om syndens mange pletter, der gjorde hjertet sort - men så kom Jesus og farvede det rødt igen. Puha, hvor lød det mærkeligt i præstens mund. Konfirmanderne var på vandring med præsten rundt i kirken. De var i våbenhuset for at høre om palmesøndag, på knæfaldet for at høre om skærtorsdag og nu nede ved krucifikset for at høre om langfredag. Her ved krucifikset var intentionen at forklare, hvad de egentlig kunne bruge korsdøden til. L ad mig sige det med det samme: Det lykkedes ikke særlig godt.

Hvor er det svært at forklare kristendommens store ord med almindelige 2011 hverdagsord. Men det er udfordringen, både når man leger med konfirmander, og når man skal forsøge at sige noget meningsfuldt om sin kristentro i dag. Ellers går det som med mine konfirmander. Ingen fatter noget som helst af det, man vil forklare.

Simon Grotrian forsøger at bruge nutidige billeder og hverdagsord til at forklare de store kristne ord. Jeg er vild med billedet af Guds nåde som en fostergave. Altså, det er en gave, som er givet til alle, mens vi endnu var foster. Uanset hvem vi er, og hvordan vi ser ud, har vi fået gaven. Hvis man tager gaven frem kan jorden atter blive grøn, og man får mod. Nåden er altså noget, vi kan bruge i vores liv. Nåden kan vi tage frem og plante i vores have, når vi får brug for det.

Eller billedet af Guds øje som en tordensol. Helt ærligt aner jeg ikke, hvad en tordensol er, og google kunne ikke hjælpe mig. Men jeg tror, han vil sige, at Guds øje kan være skræmmende og afsløre os. Samtidig er den også en samlepol for døbefontens navne. Det er et smukt billede, som forsøger at forklare, at Gud både er den skræmmende og samlende.

Jeg bliver ikke færdig med at forstå billederne i salmen, ligesom jeg heller ikke bliver færdig med at forstå de store kristne ord. Men jeg har mødt en salmedigter, der tør forsøge at beskrive dem for mig. Hvad jeg ikke formåede med konfirmanderne, synes jeg, at Simon Grotrian har gjort for mig.

Jeg tror ikke, konfirmanderne skal høre om Guds nåde som en vintergæk og Guds øje som en tordensol. Det ville vidst bare gøre dem mere forvirrede. Men den unge præst vil forsøge sig igen næste år med den samme opgave. Hvad er det, de store ord i kristendommen betyder for mig i dag?

Af Jacob Damm Knudsen

 

Er du blevet ringet op?

I november og december 2014 har vi et mål om at kontakte alle medlemmer over 30 år, og måske ringer vi også til dig. Det vil være fra tlf.nr.: 30 87 19 78.

Læs mere...