Da Elin Engholm Knudsen alias Tante Andante blev spurgt, om huset ville deltage i den årlige auktion på markedet, sagde hun straks ja:
- Vi var meget beærede over at blive spurgt, da det kun er organisationer, der gør en særlig indsats i området, som inviteres til auktionen. Vi havde selv til opgave at finde fem genstande, som kunne sælges på auktionen. Først var vi interesserede i at forsøge os med rejsegavekort, men det var rigtig svært, fortæller Elin. Så lagde vi hjernerne i blød og endte med at kontakte de kunstnere, som vi har kontakt med i forbindelse med Tante Andantes Hus. Det er både professionelle og semiprofessionelle samt amatørkunstnere. Her var der helt anderledes imødekommenhed i forhold til at støtte os. Ikke alle havde lige noget, de kunne give os, og alligevel blev det til, ikke fem, men otte billeder. Så det bliver en skæg og farverig auktion, når markedet løber af stablen 2.-3. juni, med en professionel auktionarius til at stå for salget.
Alle billeder kan ses på Tante Andantes Facebookside.
Elin Engholm Knudsen håber, at billederne bliver solgt til en god pris:
- Det er vigtigt for os, fordi kunstnerne ikke selv tjener noget på det, og når de så giver os lov at få penge for deres arbejde, vil vi rigtig gerne, at de føler, deres billederne er gået til en god pris og til et godt formål. Pengene skal gå til at videreudvikle aktiviteter og arrangementer med sang, leg og fortælling, og de skal helt konkret gå til at lave en rigtig sjov vandaktivitet i vores have, som bliver indviet i sommerferien. Noget med en masse nedløbsrør og tagrender i et sindrigt og sjovt system, børn og voksne i samarbejde selv kan bygge og lave om på, fortæller Elin.