Søg
rundkreds_sydafrika_2017.jpg

Når børn bor på gaden

I efteråret 2016 var Casper og Morten volontører hos YMCA i Sydafrika. De deler her en af de oplevelser, der gjorde et stærkt indtryk på dem.

De nøgne livshistorier

Tolv gadedrenge sidder samlet i en rundkreds med de frivillige fra YMCA. Alle kan se hinanden, og drengene kan for en gangs skyld ikke gemme sig bag en joke, en fodbold eller en konflikt, der kan aflede opmærksomheden.

Tilbage står kun gadedrengene og deres nøgne livshistorier, som de på skift skal dele med resten af forsamlingen.

En lille dreng fortæller, at han har boet på gaden, siden han var 6 år gammel, fordi han en mørk aften ikke kunne finde hjem. En anden fortæller, at han bor på gaden, fordi hans forældre sendte ham fra Lesotho til Sydafrika for at tjene penge til familien. Han kunne bare ikke finde noget job.

Den største frygt

Snakken går, og drengene fortæller, hvor hårdt det er at leve på gaden. Man kan ikke regne med nogen, og man lever i konstant frygt. Man får ikke altid mad på bordet, og man ved aldrig, hvor eller hvordan man vågner op.

Ayo, der ellers har siddet og puttet sig, tager ordet. Han er en dreng med potentiale og for bare få uger siden blev han spottet af en fodboldklub, der tilbød ham fodboldtøj og mad, hvis han mødte op til klubbens træninger. Han er en talentfuld fodboldspiller og en god fyr. Alligevel valgte han at udeblive fra træningssamlingerne.

Han er en af dem, der bliver lyttet til, når han åbner munden, og derfor er der også helt stille, da han bryder snakken om, hvor skræmmende det er at bo på gaden:

”Det er forfærdeligt at bo på gaden. Vi kan vågne op ved, at vi bliver sparket til eller tisset på. Og selvom I alle nu sidder og snakker om, hvad vi frygter i livet på gaden, så ved jeg, at der er en ting, som alle os, der sidder her, frygter mere end noget andet. Og det er at komme hjem til vores familier og se de mennesker i øjnene, der er skuffede over, at vi er endt her. ”

Denne oplevelse er fra Morten Smed og Casper Lykkegaards volontørophold på YMCA Pietermaritzburg i Sydafrika i efteråret 2016. Situationen er fra en camp, som YMCA afholdt, hvor 12 udvalgte drenge boede på YMCA i 3 dage. Campens formål var, at drengene skulle motiveres for at starte på afvænning og rehabilitering.

Ved campens afslutning skrev 9 ud af 12 drenge under på, at de ville starte i rehabilitering, så snart YMCA udbyder det til dem.

Se video fra Casper og Mortens volontørophold på YouTube